Hjertepatienter med dårlig compliance til antidepressiva har højere dødelighed

​Blandt patienter med hjertesygdom er god compliance til den antidepressive medikamentelle behandling – det vil sige, at patienten formodes at tage den medicin, der bliver ordineret – associeret med lavere mortalitetsrisiko i forhold til dårlig compliance.​

Dette er hovedkonklusionen på en artikel publiceret i British Journal of Psychiatry.​

Ifølge førsteforfatteren Amir Krivoy, fra Tel Aviv University, i Israel, har tidligere undersøgelser af emnet produceret modstridende resultater. Nærværende undersøgelse er ifølge forfatteren den største om emnet, med data fra flere patienter end alle tidligere undersøgelser tilsammen.

I studiet indsamlede forfatterne retrospektive data fra 64.000 patienter med iskæmisk hjertesygdom, som havde indløst mindst en recept på antidepressiv medicin i perioden mellem 2008 og 2011. Oplysningerne stammer fra en database fra Israels største sundhedsplan.

Forfatterne undersøgte derefter mortaliteten i løbet af de fire år efter den første indløste recept.

Compliance graden blev defineret som forholdet mellem de ordinerede og de indløste recepter. Dette er betragtet som et validt mål for compliance. Non-compliance blev defineret som en rate på 20% (altså kun 20% af recepterne indløst), mens dårlig, moderat og god compliance blev defineret som rater på henholdsvis 20-50%, 50-80% og over 80%.

Patienterne med moderat til god compliance havde en mortalitetsrisiko, der var 17 henholdsvis 14% lavere end mortalitetsrisikoen hos patienter uden compliance til behandlingen.

Ifølge forfatterne er det uvist, hvorfor bedre compliance til den antidepressive behandling er associeret med lavere mortalitet i denne patientgruppe. En mulig forklaring er, at bedre compliance til den antidepressive behandling også afspejler en bedre compliance til kardiologisk behandling. Det kan også være, at deprimerede patienter generelt har en mindre sund livsstil end de ikke deprimerede (dem der tager antidepressiv medicin).

Selvom virkningsmekanismen er ukendt, anbefaler forfatterne, at kardiologer, alment praktiserende læger og psykiatere over for patienterne understreger vigtigheden af, at tage den ordinerede antidepressive medicin.

Redaktør