Hurtig optitrering af clozapin kan være sikker

Hurtig optitrering af clozapin – mellem 25 og 100 mg hver sjette time – er sikkert og effektivt ved behandlingsrefraktær skizofreni. Det er hovedkonklusionen på en åben og ikke-kontrolleret undersøgelse med 111 konsekutive patienter. Ifølge forfatterne bør resultaterne føre til store kliniske kontrollerede undersøgelser.

​​​​​​​

”Kliniske retningslinjer anbefaler en langsom optitrering af clozapin for at reducere risikoen for kramper og hypotension”, skriver forfatteren Peter Manu, fra Zucker Hillside Hospital, i Glenn Oaks, USA. Andre alvorlige bivirkninger er blandt andet neutropeni og agranulocytose.

Ifølge ham anbefales der en dosis på 12,5 mg til 25 mg om dagen samt langsom dosisstigning over en to ugers periode.

”Denne anbefaling stammer ikke fra rigoristisk kontrollerede kliniske undersøgelser, men fra rapportering af svær hypotension i de initiale kliniske afprøvninger hos fanger i USA og fra kasuistikker, der korrelerede clozapin doser med kramper”, skriver forfatteren.

I undersøgelsen blev der rekrutteret 111 konsekutive patienter med skizofreni, som blev vurderet egnet til behandling med clozapin. Alle patienter var indlagt på et hospital i Brasov, Rumænien.

De var i gennemsnit 41 år gamle og havde en Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS) på 104. Nogle af patienterne havde tidligere fået clozapin.

Den initiale clozapin dosis var 25 mg, og patienterne fik yderligere 25 -100 mg clozapin hver sjette time, ved behov, i de første 24 timer. De fik derefter dosisstigning på 25-100 mg om dagen. Benzodiazepinerne og stemningsstabiliserende præparater blev undgået.

Symptomkontrol blev opnået i gennemsnit efter fem dage. Den gennemsnitlige dosis i det første døgn var 129 mg (varierende fra 25 til 400 mg). Efter fem dage var den gennemsnitlige dosis på 372 mg dagligt.

”Ingen af patienterne havde kramper, synkoper eller symptomatisk hypotension, agranulocytose eller andre vigtige bivirkninger”, skriver forfatterne.

Efter fire uger var den gennemsnitlige PANSS på 60.

Forfatterne observerer, at det ved konventionel dosisstigning ville tage fire til seks dage at opnå den samme dosis, som blev opnået i løbet af det første døgn.

Forfatterne peger også på, at benzodiazepinerne kunne undgås på grund af den hurtige optitrering. ”Det er en af fordelene, idet kombinationen tidligere er blevet associeret med pludselig død”, skriver de.

”Resultaterne bør føre til store, dobbeltblindede randomiserede undersøgelser”, konkluderer de.
Redaktør