Insulinresistens associeret med sværere sygdomsforløb hos bipolare

Insulinresistens forekommer hyppigt blandt patienter med bipolar affektiv sygdom. I forhold til patienter uden metaboliske forstyrrelser, har bipolare patienter med insulinresistens eller diabetes tre gange større risiko for et sværere, mere kronisk og behandlingsrefraktært forløb.

​​​

Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i British Journal of Psychiatry.​

Ifølge førsteforfatteren Cynthia Calkin, fra Dalhousie University, i Halifax, Canada, og kollegaer har bipolare patienter en tre gange større risiko for diabetes end baggrundsbefolkningen. ”Men ingen studier har undersøgt associationen mellem diabetes og respons til behandling af bipolar lidelse”, skriver hun.

I denne undersøgelse rekrutterede forfatterne 121 patienter med bipolar lidelse. De identificerede patienternes sygdomsforløb ved hjælp af National Institute of Mental Health Life Chart Method, der retrospektivt identificerer den kliniske udvikling og tidligere behandlingstiltag.​​

Alle patienter fik også målt deres insulin- og fastende glukosekoncentration. Endvidere undersøgte forskerne patienternes specifikke behandlingsrespons til lithium ved hjælp af Retrospective Criteria of Long-term Treatment Response in Bipolar Disorder (Alda) skalaen. Insulinresistens blev beregnet ud fra insulin- og sukkerværdierne. ​​​

Forskerne fandt, at mere end halvdelen af patienterne enten havde insulinresistens (32%) eller diabetes type 2 (22%, hvoraf næsten 40% af disse ikke var klar over, at de havde diabetes). ​​

Halvdelen af patienterne med diabetes og insulinresistens (50% henholdsvis 49%) havde en bipolar lidelse med kronisk forløb (det vil sige, et sværere forløb, modsat et episodisk forløb). Dette svarer til en signifikant højere risiko end hos dem, der ikke havde metaboliske forstyrrelser (27%; odds ratio: 3,07). ​​

Patienterne med diabetes og insulinresistens havde også en markant højere risiko for at være behandlingsresistente over for lithium end dem, der ikke havde disse metaboliske problemer (37%, 37% hhv. 3%; odds ratio: 8,40).​​

En mulig forklaring er, ifølge forfatterne, at en kronisk perifært øget insulinkoncentration nedregulerer insulinreceptorer i blod-hjerne-barrieren, og at dette kan reducere insulinmængden i hjernen – hvilket kan medvirke til en kronisk inflammatorisk virkning og i sidste ende sygdomsprogression.

Forfatterne konkluderer, at diabetes og insulinresistens tit forekommer hos bipolare patienter og er associeret med dårligere kliniske forløb. De vurderer endvidere, at det er potentielt modificerbare risikofaktorer – men at dette bør bekræftes ved yderligere forskning.

Redaktør