Intranasal behandling har målrettet antidepressiv effekt

​En uges intranasal behandling med korte RNA sekvenser, kombineret med sertralin, er mindst lige så effektivt mod depression som 28 dages behandling med fluoxetin, i hvert fald i dyremodeller. Sertralin kombineret med RNA har endvidere en række gavnlige biologiske virkninger på nervesystemet.  

Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i Molecular Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Albert Ferrés-Coy, fra Institut d'Investigacions Biomèdiques August Pi i Sunyer, Barcelona, hæmmer den langtidsantidepressive behandling med en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI) ekspressionen af proteinet SERT, som er involveret i genoptagelse af signalstoffet serotonin. Dette fører til øget serotonin aktivitet og dermed lindring af depressive symptomer.

Problemet er, forklarer forfatterne, at det tager op til flere uger, inden en SSRI opnår fuld effekt. Denne forsinkelse sker som følge af cellemembranernes gradvise respons på den ændrede koncentration af serotonin.

I studiet undersøgte forskerne, hvorvidt en mere målrettet påvirkning af SERT kan bedre den antidepressive effekt.

Forskerne brugte korte RNA sekvenser kendt som small interfering RNA (siRNA), som kan hæmme aktiviteter af specifikke gener. Her anvendte de en siRNA målrettet til proteinet SERT. Derudover koblede forskerne sertralin (en SSRI) til siRNA med henblik på bedre at nå de hjerneceller, der er involveret i depressionen.

Derefter behandlede de mus intranasalt med kombinationen (siRNA-sertralin). Efter syv dages behandling, havde de opnået den ønskede virkning i hjernen: produktion og funktion af SERT blev hæmmet.

Derudover havde behandlingen en antidepressiv virkning på mus, som var i en tilstand, der svarer til depression. Denne virkning var mindst lige så udtalt som 28 dages behandling med et andet SSRI, fluoxetin.

Forskerne fandt også, at behandlingen havde en positiv virkning på serotonin-aktivitet og på celledannelse i hjernen.

De konkluderer, at en målrettet behandling af separate områder i hjernen er mulig, hvilket kan åbne op for nye terapeutiske perspektiver i fremtiden. 

Redaktør