Klage før tvangsbehandling associeres med øgning af andre tvangsforanstaltninger

​Udsættelse af tvangsbehandling på grund af en patientklage er associeret med forsinket behandlingsstart, længere indlæggelsesvarighed samt et øget forbrug af tvang med akut beroligende medicin.

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Nordic Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatter Mette Ødegaard Nielsen, fra Psykiatrisk Center Glostrup, kan man efter dansk lovgivning iværksætte tvangsbehandling af tvangsindlagte patienter efter en motivationsperiode på op til 3 dage. Den samme lov bestemmer, at patienten har ret til at klage over beslutningen om tvangsbehandling, og i dette tilfælde kan behandlingen ikke iværksættes før klagen er blevet vurderet, hvilket typisk tager 7 hverdage.

"I denne periode er patienten tvangsindlagt på grund af en svær psykotisk lidelse, men af juridiske årsager er det ikke muligt at starte behandlingen", skriver forfatteren. "I en række andre europæiske lande medfører en tvangsindlæggelse automatisk mulighed for tvangsbehandling af en psykotisk patient".

I denne retrospektive, observationelle undersøgelse indsamlede forfatterne data fra alle patienter med en skizofrenidiagnose som blev tvangsindlagt i 2015 på Psykiatrisk Center Glostrup.

Ud af de 34 patienter accepterede 23 at starte i antipsykotisk behandling med det samme, mens 11 patienter ønskede at klage. Efter behandling af klagerne fik de ordinerende læger medhold i alle klagesager, hvilket betød, at tvangsbehandling alligevel blev iværksat.

De patienter, der klagede, startede behandling med en signifikant forsinkelse i forhold til dem, der ikke klagede (14 dage vs. 1 dag).

Derudover var de patienter, der klagede, udsat for signifikant flere hændelser med tvunget akut beroligende medicin i forhold til dem, der ikke klagede (2,7 vs. 0,4 hændelser per patient).

Tvangsfiksering skete 0,2 gange per patient hhv. 0,1 gange per patient (forskellen ikke signifikant).

Indlæggelsesvarighed var signifikant længere i gruppen af patienter, der klagede (73,3 dage vs. 31,7 dage).

"Det er bekymrende, at de patienter, som har den største modstand mod medicinsk behandling, faktisk bliver udsat for markant flere episoder af tvunget beroligende medicin i akutte situationer", skriver forfatterne.

De observerer dog, at man, på grund af studiets natur (observationel undersøgelse), ikke kan udelukke, at det netop er de patienter, der klager, der har de sværeste symptomer og dermed også den højeste risiko for tvangsforanstaltninger.

Forfatterne konkluderer, blandt andet, at resultaterne kan give anledning til en diskussion om, hvorvidt en tvangsindlæggelse bør medføre det juridiske grundlag for iværksættelse af tvunget antipsykotisk behandling.


Redaktør