Korttids dynamisk terapi øger chancen for remission hos indlagte patienter

​Et adjuverende, intensivt og kort dynamisk psykoterapi forløb er associeret med en tre gange større chance for remission hos patienter, der er indlagt med en moderat til svær depression, i forhold til konventionel behandling alene. Den beskyttende effekt varer mindst et år.

​Det er hovedkonklusionerne fra en randomiseret klinisk undersøgelse publiceret i Journal of Affective Disorders.

Ifølge førsteforfatteren Yves de Roten, fra University of Lausanne, Schweiz, foreligger der modstridende forskningsresultater vedrørende effekten af adjuverende psykoterapi hos indlagte patienter med depression. "Derudover er disse tidligere resultater baseret på små studier [...], hvor kvaliteten ikke var optimal", skriver han. "De fleste af studierne undersøgte effekten af kognitiv terapi, eller andre adfærdsbaserede former for psykoterapi, hos indlagte patienter".

Forfatteren og kollegaer rekrutterede 149 indlagte patienter med moderat til svær depression. De var i gennemsnit 43 år gamle, og 73% var kvinder. Depressionens sværhedsgrad blev målt ved hjælp af Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS).

Patienterne blev randomiseret til enten konventionel behandling (farmakologisk terapi, psykoedukation, flere samtaler om ugen) eller Inpatient brief psychodynamic psychotherapy (IBPP) – bestående af 12 samtaler i løbet af 4 uger. Hvis patienten blev udskrevet inden de 4 uger var gået, fortsatte samtalerne på ambulant basis.

Efter de første fire uger var der ingen signifikant forskel på chancen for remission (MADRS under 8 points) grupperne imellem, men forskellen blev signifikant efter både 3 måneder og 12 måneder (odds ratio: 3,48 henholdsvis 3,75).

Chancen for respons (reduktion på mindst 46% på baseline MADRS) var signifikant bedre allerede efter de første 4 uger, og forblev signifikant i de næste 12 måneder (odds ratio: 2,69 henholdsvis 2,26).

"IBPP synes at være en vigtig adjuverende behandling hos patienter, der er indlagt på grund af en depression", konkluderer forfatterne.

Redaktør