Kraftig magnetstimulation behandler terapiresistent depression uden kognitive bivirkninger

Magnetic Seizure T​herapy (MST), hvor kraftige magnetfelter fremkalder krampeanfald i lighed med elektrochok behandling (ECT), er effektivt ved behandling af terapiresistent depression. MST har endvidere – modsat ECT – en gunstig kognitiv effekt.

Det er hovedkonklusionerne fra en artikel publiceret i Psychological Medicine.

Ifølge førsteforfatteren Sarah Kayser, fra University of Bonn, Tyskland, er ECT en særdeles effektiv behandlingsmetode til patienter med terapiresistent depression. "Men det er ofte anvendt som sidste behandlingsmulighed på grund af den høje recidiv rate, de kognitive bivirkninger samt social stigma", skriver hun. "Cirka 55% af patienterne har kognitive problemer efter ECT", tilføjer hun.

I dette åbne studie, blev der rekrutteret 26 patienter med behandlingsresistent depression. Forskerne anvendte validerede skalaer til vurdering af depression og angst.

Patienterne fik under narkose to sessioner MST om ugen. De fik op til 22 sessioner i alt.

Efter MST behandlingerne nåede næsten halvdelen (46%) af patienterne remission, og de fleste (69%) havde en signifikant respons.

Forskerne målte kognitive funktioner med en række tests. De fandt ingen kognitive bivirkninger som følge af MST behandling – og endda en signifikant bedring af visse kognitive funktioner. Ifølge forskerne kan dette være foreneligt med en bedring af de kognitive forstyrrelser, der er relateret til selve depressionen.

Ved hjælp af PET-scanningen (18 fluordeoxyglukose-positronemissionstomografi, FDG-PET) fandt foskerne endvidere, at MST kan relateres til ændringer i metabolismer i hjerneområder, der er associeret med depression.

Efter seks måneder oplevede halvdelen af dem, der havde fået respons, et tilbagefald.​

Forskerne vurderer, at MST kan være et interessant alternativ, ikke kun til den akutte behandling, men også som vedligeholdelsesbehandling.​

Redaktør