Kvalitetsmål inden for psykisk sundhed fokuserer på processer

​Langt de fleste kvalitetsmål, der anvendes inden for psykiatrien, fokuserer – i hvert fald i USA – på processer og ikke på effektmål, selv om hensigten med de fleste er bedre behandling. Kun 10% af kvalitetsmålene er god​kendt af landets vigtigste kvalitetsforum.

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Psychiatric Services.

Førsteforfatteren Milesh Patel, fra National Commitee for Quality Assurance, i Washington, D.C., og kollegaer gennemgik de største databaser vedrørende kvalitetsmål inden for psykisk sundhed: National Quality Measures Clearinghouse, National Quality Forum og Center for Quality Assessment in Mental Health.

Derudover interviewede forfatterne relevante personer fra en række aktører inden for psykisk sundhed, såsom det amerikanske sundhedsministerium samt National Institute of Mental Health.

I alt identificerede forfatterne 510 kvalitetsmål. Kun 10% af dem er godkendt af National Quality Forum – som blåstempler kvalitetsmål på basis af en konsensus mellem en række interessenter.

Godkendelse fra National Quality Forum sker efter, at involverede organisationer vurderer, at et bestemt kvalitetsmål er vigtigt, videnskabeligt validt og pålideligt samt, at det ikke indebærer en stor byrde i forbindelse med indhentning og rapportering af data.

Derudover sigter National Quality Forum på at undgå, at der skabes kvalitetsmål der overlapper hinanden eller ikke harmonerer indbyrdes.

Langt de fleste (72%) af de 510 identificerede kvalitetsmål var procesbaserede.

Blandt de kvalitetsmål, der fokuserede på en enkel sygdom eller tilstand, relateres den største andel (22%) til depression.

Forfatterne påpeger, at selvom procesbaserede kvalitetsmål kan medvirke til at bedre kliniske processer, er det ofte vanskeligt, at forbinde processer med effektmål.

"Fremtidigt arbejde med udvikling og implementering af kvalitetsmål bør fokusere på de stærkeste mål inden for hvert domæne [...] og finde nye kvalitetsmål, hvor nuværende mål er utilstrækkelige", konkluderer forskerne.

Redaktør