Langtidsbehandling med SSRI kan udskyde demens hos højrisiko patienter

​Behandling af depression med en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI) gennem mindst fire år lader til at beskytte mod Alzheimers demens. Behandling med andre antidepressive midler er ikke associeret med samme beskyttende effekt. 

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Claudia Bartels, fra University Medical Center, Göttingen, Tyskland, har tidligere forskningsresultater peget på, at behandling med citalopram reducerer produktion og aflejring af beta-amyloid protein (som er involveret i udvikling af Alzheimers demens).

"Men evidensen fra kliniske undersøgelser er ikke så entydige", skriver hun.

I studiet blev der rekrutteret 755 personer fra 50 centre i USA og Canada. Gennemsnitsalderen var cirka 74 år.

De fleste (n = 438) havde mild cognitive impairment (MCI) - hvilket betragtes som et mellemstadie mellem den normale aldring og demens. Ved MCI har patienten hukommelsessvækkelse, men ellers god kognition og et godt funktionsniveau. Personer med MCI har en høj risiko for udvikling af demens.

De øvrige deltagere var enten kognitivt velfungerende eller havde en mild form for Alzheimers demens.

De fleste (n = 532) havde ingen tidligere eller nuværende depression.

Opfølgningsperioden var næsten 2 år.

Forskerne fandt, at behandling med et SSRI i mindst 4 år (det vil sige, langtidsvedligeholdelsesbehandling efter en tidligere depressiv episode) blev associeret med en forsinkelse på mindst 3 år af konversion fra MCI til Alzheimers demens i forhold til korttidsbehandling med SSRI – og også i forhold til behandling med andre typer af antidepressiv medicin og i forhold til ingen antidepressiv behandling.

Patienter som fik langtidsbehandling med SSRI havde også tilsvarende beskyttelse mod konversion fra MCI til Alzheimer, i forhold til de patienter, der aldrig havde været deprimeret.

Forskerne konkluderer, at langtidsbehandling med SSRI hos patienter med MCI og en tidligere depressiv episode kan være gavnlig - men at resultaterne bør bekræftes ved hjælp af en prospektiv klinisk undersøgelse.


Redaktør