Langvarig antipsykotisk behandling er associeret med lavere mortalitet

​I forhold til ingen antipsykotisk behandling er behandling med antipsykotika ved skizofreni associeret med lavere risiko for mortalitet, herunder kardiovaskulær mortalitet og mortalitet som følge af selvmord. Blandt de enkelte antipsykotika er clozapin associeret med den største reduktion i mortaliteten.

​Resultaterne stammer fra en artikel publiceret i World Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Heidi Taipale, fra Karolinska Instituttet, Stockholm, er der en generel opfattelse af, at langvarig behandling med antipsykotika er skadelig for patienternes fysiske velvære.

"Men der er ingen langtidsstudier, som har undersøgt denne opfattelse", skriver hun.

I nuværende studie analyserede forfatterne data fra landsdækkende registre i Finland. I kohorten inkluderede de alle personer som blev indlagt til behandling af skizofreni mellem 1972 og 2014.

Derudover analyserede de registerdata vedrørende anvendelse af antipsykotika under indlæggelse og i ambulant opfølgning, ved indlæggelser på grund af somatiske og specifikt kardiovaskulære årsager samt mortalitet (af alle årsager samt som følge af kardiovaskulær sygdom og selvmord).

Forskerne identificerede i alt 62.250 patienter, og den længste opfølgningsperiode var 20 år.

Risikoen for mortalitet uanset årsag var cirka 50% lavere i perioder med behandling med antipsykotika i forhold til perioder uden behandling (hazard ratio 0,48). Der var også reduktion i risiko for kardiovaskulær mortalitet (hazard ratio: 0,62) og selvmord (hazard ratio:0,52).

Risikoen for indlæggelse af somatiske (og kardiovaskulære) årsager var den samme (hazard ratio: 1,00) i de perioder, patienterne var i antipsykotisk behandling, i forhold til de perioder de ikke var i behandling.

Den kumulative mortalitetsrisiko i den op til 20 års opfølgningsperiode var 25,7% ved eksponering for antipsykotika, mod 46,2% ved ikke-eksponering for antipsykotika, og 15,6% ved eksponering specifikt for clozapin.

Forskerne overvejer om manglende antipsykotisk behandling kan være forbundet med mindre sund livsstil, hvilket ville kunne medføre øget risiko for somatiske problemer.


Redaktør