Lavere dosis antipsykotika associeret med bedre recovery

Dosisreduktion af antipsykotika, kort efter stabilisering af en første psykotisk episode, er på sigt associeret med højere personligt og socialt funktionsniveau (recovery) og en lige så god symptomlindring, som en uændret vedligeholdelsesdosis.

​​​​​

Konklusionen er fra en syv års opfølgning på en randomiseret undersøgelse med patienter med skizofreni eller andre psykotiske tilstande.​​

Resultaterne blev publiceret i JAMA Psychiatry.​​

I det oprindelige studie blev 128 patienter med en første psykotisk episode behandlet med antipsykotika. Efter en remissionsperiode på seks måneder blev de randomiseret til enten dosisreduktion efter uændret dosis. Efter halvandet år havde de patienter, der blev allokeret til dosisreduktion en recidivrate, der var dobbelt så stor som dem, der fortsatte i uændret vedligeholdelsesdosis.​​

Fem år senere kontaktede Lex Wunderink, fra Friesland Mental Health Services, i Leeuwarden, Holland, og kollegaer deltagerne med henblik på opfølgning. ​​

I alt kunne de få data fra 103 patienter. I denne femårige opfølgningsperiode havde de patienter, som oprindeligt blev randomiseret til dosisreduktion en dobbelt så stor chance for recovery, som dem, der var blevet randomiseret til vedligeholdelsesdosis (40,4 vs. 17.6%). ​​​

Recovery blev defineret af forskerne som symptomatisk og funktionsmæssig remission i mindst seks måneder. Der blev anvendt anerkendte instrumenter til vurdering af funktion og symptomer. ​​

Den øgede risiko for tilbagefald, blandt patienterne i den oprindelige dosisreduktionsgruppe, var begrænset til de første tre år. ​​

Endvidere fandt forskerne, at disse patienter fik mindre antipsykotika også i de fem år efter den oprindelige undersøgelse var afsluttet.​​

”Nogle få eksacerbationer af symptomer, som er mere almindelige i de første tre til fem år efter diagnosticering, kan være en pris, det er værd at betale for en bedre recovery på sigt”, skriver Patrick McGorry, fra University of Melbourne, Australien, i en ledsagende leder.​

Redaktør