Ludomani påvirkes af familiær prædisponering

Pårørende til personer med ludomani – eller spillelidenskab – har en øget risiko for også at lide af ludomani i forhold til personer, der ikke har pårørende med sygdommen. Forekomsten af ludomani i familien er også forbundet med øget risiko for angst og bipolar sygdom.

​​​

Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.​​

Donald Black, fra University of Iowa, i Iowa City, USA, og kollegaer identificerede 95 personer med ludomani, ifølge de diagnostiske kriterier fra Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM)-IV samt 91 raske personer.​

Forskerne undersøgte derefter 537 førstegradsslægtninge til personerne med ludomani og 538 førstegradsslægtninge til de raske kontrolpersoner. I de tilfælde hvor disse pårørende ikke var tilgængelige for undersøgelsen, indsamlede forskerne en detaljeret anamnese fra familien.​​

Alle de 1.075 pårørende blev undersøgt af forskere, der ikke vidste, om de var pårørende til en person med ludomani eller til en rask kontrol.​

Blandt de pårørende til personerne med ludomani havde 16% enten ludomani eller en tendens til ludomani (subklinisk ludomani). Dette var signifikant højere end prævalensen på 3% blandt de pårørende til de raske kontrolpersoner (odds ratio: 6,57).​​

De pårørende til personerne med ludomani havde også signifikant højere forekomst af angst (social angst, odds ratio på 4,76) og bipolar sygdom (odds ratio på 3,82). De havde endvidere højere prævalens af personlighedsforstyrrelse og posttraumatisk stress sygdom (odds ratio på 3,72 hhv. 2,59).​

Forskerne konkluderer, at nogle af disse sygdomme enten kan være en konsekvens af ludomani eller en del af et større og mere komplekst syndrom.

Redaktør