Metaanalyse foreslår de definitive hierarkier af antipsykotika

De tre mest effektive antipsykotiske præparater til behandling af skizofreni er, i denne rækkefølge, clozapin, amisulprid og olanzapin. Disse tre antipsykotika er også dem, der er bedst tålt af patienterne – dog i en anden rækkefølge. Konklusionerne er fra en stor metaanalyse med data fra over 40.000 patienter. Forfatterne udfordrer klassifikationen af antipsykotika i første- og andengenerationspræparater.

​​​

Metaanalysen blev publiceret i Lancet.​

Stephen Leucht, fra Technische Universität München, i Tyskland, og kollegaer identificerede 212 randomiserede undersøgelser, der sammenlignede effekten af i alt 15 antipsykotiske præparater enten mod placebo eller indbyrdes. ​​

Alle præparater var mere effektive end placebo.

Udover de tre mest effektive, havde risperidon, paliperidon og zotepin en bedre virkning end haloperidol, mens de andre nyere antipsykotika var mindre effektive end haloperidol. ​

Forfatterne understreger dog, at forskellen på effektivitet præparaterne imellem var lille – men stadig robust.

Forfatterne udarbejdede endvidere seks analyser i forhold til kendte bivirkninger eller tolerabilitet.​

I forhold til seponering uanset årsag var amisulprid, olanzapin og clozapin forbundet med bedre behandlingsadhærens sammenlignet med placebo. Haloperidol var værst.​

Med hensyn til vægtstigningen, var haloperidol efterfulgt af ziprasidon og lurasidon de mildeste i forhold til placebo. Olanzapin lå i bunden af listen.​​​

Clozapin, efterfulgt af sertindol og olanzapin var forbundet med færrest ekstrapyramidale bivirkninger, mens haloperidol var værst.

Aripiprazol, quetiapin og asenapin var bedst i forhold til prolaktinstigning, mens risperidon og paliperidon lå i bunden af listen.​

Hvad angik QTc-forlængelse var sertindol, amisulprid og ziprasidon forbundet med de højeste risici i forhold til placebo, mens lurasidon, aripiprazol og paliperidon havde de laveste risici. Der var ikke oplysninger nok til en vurdering af clozapin i denne analyse.​​

Med hensyn til sedation var amisulprid, paliperidon og sertindol forbundet med den laveste risiko i forhold til placebo, mens clozapin havde de højeste risici.

”Antipsykotiske præparater adskiller sig fra hinanden på mange områder og kan derfor ikke kategoriseres i første- og andengenerationsgruppering”, skriver forfatterne.​​

”De foreslåede hierarkier på syv centrale domæner bør hjælpe klinikere med at tilpasse valget af antipsykotisk medicin til den enkelte patient og bør medføre en ændring i [nuværende] kliniske retningslinjer”, konkluderer de.

Redaktør