Metaanalyse kortlægger farmakologiske behandlinger mod angst

​Duloxetin, pregabalin, venlafaxin og escitalopram er effektive til behandling af generaliseret angst og har en acceptabel bivirkningsprofil. Quetiapin er det mest effektive præparat mod angst, men er forbundet med mange bivirkninger. 

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Lancet.

"Den farmakologiske behandling er tit klinikernes første valg på grund af omkostninger og tilgængelighed af psykologiske behandlingsmuligheder", skriver førsteforfatteren April Slee, fra University College London, Storbritannien.

Sammen med kollegaerne identificerede forskeren 89 randomiserede undersøgelser med i alt 25.441 deltagere.

Alle undersøgelserne sammenlignede et antiangst præparat med enten placebo eller et andet præparat. Undersøgelserne blev gennemført mellem 1994 og 2017.

Varigheden af undersøgelserne varierede fra 4 til 26 uger. Alle anvendte Hamilton Anxiety Scale (HAM-A) til vurdering af effektmålet. Effektivitet blev målt som mean difference (MD) i forhold til HAM-A.

Blandt de mest effektive præparater i forhold til placebo var quetiapin (MD: - 3,60), duloxetin (MD: -3,13), pregabalin (MD: -2,79), venlafaxin (MD: -2,69) og escitalopram (MD: -2,45).

I forhold til bivirkninger klarede quetiapin, paroxetin og benzodiazepinerne sig relativt dårligt sammenlignet med placebo.

Mirtazapin havde en god effektivitet, men resultaterne vedrørende mirtazapin stammer fra kinesiske undersøgelser, som var præget af dårligere kvalitet, idet de fleste enten ikke var blindede eller ikke indeholdt oplysninger om blinding.

Sertralin, fluoxetin, buspiron og agomelatin var også effektive og havde en gunstig bivirkningsprofil, men resultaterne stammer fra et relativt begrænset antal patienter.

"Der er en række effektive behandlingsmuligheder for generaliseret angst", konkluderer forfatterne. "Hvis en af behandlingerne ikke virker, har man fortsat flere mulige farmakologiske tiltag."


Redaktør