Metaanalyse sammenligner anæstesimidler til ECT

​Etomidat er associeret med de længste ECT-udløste krampeaktiviteter i forhold til andre anæstesimidler, herunder thiopental og propofol. Det er hovedkonklusionen på en systematisk litteraturgennemgang og metaanalyse.   ​

Resultaterne blev publiceret i Journal of ECT.

Ifølge sidsteforfatteren Basavana Goudra, fra University of Pennsylvania, i Philadelphia, USA, bør det ideelle anæstesipræparat have en kortvarig effekt med en så lille påvirkning af krampepotentialet som muligt.

I analysen identificerede forfatterne 17 studier: 11 randomiserede undersøgelser (hvoraf 7 havde et cross-over design) og 6 retrospektive studier.

Studierne omfattede i alt 704 ECT-behandlinger, hvor anæstesien blev induceret af etomidat, 2.941 behandlinger baseret på thiopental, 258 behandlinger baseret på propofol og 84 behandlinger baseret på methohexital.

Krampelængden målt ved hjælp af elektroencefalografi (EEG) var i etomidat-gruppen i gennemsnit 18 sekunder længere end i propofol-gruppen (p < 0,001) og 12 sekunder længere end i thiopental-gruppen (p = 0,003). Der var ingen signifikant forskel i forhold til methohexital-gruppen.

Derudover var etomidat associeret med signifikant længere synlige kramper end propofol og thiopental (11 hhv. 4 sekunder).

Der blev ikke rapporteret alvorlige anæstesirelaterede bivirkninger i studierne.

Forfatterne konkluderer, at etomidat er at foretrække fremfor propofol og thiopental. De understreger dog, at deres resultater fokuserer på krampelængden og ikke på den kliniske effekt af ECT-behandlingerne. 

Redaktør