Mindfulness virker også efter den første depression

Mindfulness-baseret kognitiv terapi er effektiv, uanset antallet af tidligere depressive episoder.

​​​

Konklusionen stammer fra en randomiseret og åben klinisk undersøgelse publiceret i British Journal of Psychiatry.​

Ifølge førsteforfatteren Nicole Geschwind, fra University of Leuven, i Leuven, Belgien, blev mindfulness-baseret kognitiv terapi oprindeligt anvendt til at forebygge tilbagefald af depressive symptomer. Derudover var der evidens for, at kun patienter, der havde haft tre eller flere depressive episoder fik gavn af behandlingen.​​

”Der er også evidens for, at terapien er associeret med en reduktion af depressive symptomer”, skriver hun.​

På grund af den eksisterende evidens, anbefaler anerkendte retningslinjer fra den britiske National Institute of Health and Clinical Excellence (NICE) kun terapien til at forebygge tilbagefald af depressive episoder hos patienter med mindst tre tidligere depressioner.​

I studiet blev 130 patienter randomiseret til enten mindfulness-baseret kognitiv terapi eller kontrol (venteliste). Alle patienter var i remission fra en tidligere depression, men havde restdepressive symptomer (Hamilton depressionsskalaen på mindst 7). ​

Lidt over halvdelen af patienterne havde kun haft en eller to depressioner, mens resten havde oplevet mindst tre depressive episoder. ​​

Interventionen bestod af en behandlingssession om ugen i otte uger.​​

I perioden oplevede patienterne i interventionsgruppen en signifikant reduktion (på ca. 2-3 points på Hamiltonskalaen) i de restdepressive symptomer, mens sværhedsgraden af symptomerne hos patienterne i kontrolgruppen forblev uændret.​​

Forskerne fandt endvidere, at de patienter, der kun havde haft en eller to depressioner tidligere også fik gavn af behandlingen. ”Undersøgelsen fandt ingen evidens for en stærkere effekt af terapien på de restdepressive symptomer hos de patienter, der havde haft tre eller flere tidligere depressioner”, skriver de.​

”Hvis resultaterne bekræftes vil de have potentielt store kliniske implikationer”, skriver Chris Williams skriver i en ledsagende leder.
​​
Redaktør