Naltrexonimplantat virker mod blandingsmisbrug

Et implantat, der frigør naltrexon, er en effektiv behandling mod blandingsmisbrug med amfetamin og heroin.

​​​

Konklusionen er fra en randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry.​​

Ifølge førsteforfatteren Jari Tiihonen, fra Niuvanniemi Hospital, i Kuopio, Finland, er der evidens for, at depot naltrexon hjælper mod opioid afhængighed. ”Men de fleste misbrugere er blandingsmisbrugere”, skriver han.​

I undersøgelsen blev der rekrutteret 100 personer med misbrug af både heroin og amfetamin.​

De blev randomiseret til enten placebo eller naltrexon. Behandlingen bestod af et implantat, der blev indopereret under huden. Implantaterne frigjorde langsomt naltrexon.​

Det primære effektmål inkluderede andelen af patienter, der ikke opgav behandlingen. ​​

Efter ti uger var 52% af patienterne i naltrexon-gruppen stadig i behandling, signifikant flere end de 28% i placebogruppen.​​

Et andet primært effektmål var andelen af patienter, der ikke havde spor af stofferne i urinprøver; igen var signifikant flere patienter i naltrexon-gruppen stoffrie efter denne parameter (38% vs. 16%).​​​

Patienterne i interventionsgruppen havde også en bedre klinisk vurdering målt ved hjælp af en valideret skala, Clinical Global Impressions Scale (56% vs. 14%).​​

Der var ingen forskelle på bivirkningsrater grupperne imellem.

”Det er første gang, der er evidens for en effektiv farmakologisk behandling mod denne type blandingsmisbrug”, konkluderer forfatterne.​​

”Resultaterne er lovende, ikke kun fordi de viser en direkte effekt af naltrexon på reduktion af forbruget af amfetamin og heroin, men også fordi de viser en signifikant bedring på retentionsrater og funktionsniveauet”, skriver David Penetar, fra Harvard Medical School i en ledsagende leder.

Redaktør