Nikotinplaster reducerer akut agitationsniveau blandt skizofrene

Tobaksforbrug bør inkluderes i den akutte vurdering af agiterede patienter med skizofreni – hensynet til nikotinbehovet kan reducere agitationsniveauet med 30%.

​​​

Det konkluderer en randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry.

”Nikotinabstinens fremkalder aggressiv adfærd [...], især hos rygere, som i forvejen har et højere aggressivitetsniveau”, skriver Michael Allen, fra University of Colorado, i Denver, USA.  Han tilføjer, at ”rygeophør forværrer skizofrenisymptomer”.

Ifølge ham, er det aldrig før blevet testet i en randomiseret undersøgelse, om nikotinsubstitutionsbehandling nedsætter agitationen og aggressiviteten hos patienter med skizofreni.

I studiet blev der inkluderet 40 voksne patienter med skizofreni, som blev vurderet akut ved en psykiatrisk skadestue i Geneve, Schweiz. Alle var rygere, og deres nikotinafhængighedsniveau blev målt ved en valideret skala (Fageström Test for Nicotine Dependence).

Patienternes agitationsniveau blev vurderet med bl.a. Agitated Behaviour Scale og en subskala fra Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS). Ved studiestart havde alle et moderat eller højere agitationsniveau.

De blev derefter randomiseret til enten nikotinplaster (21 mg) eller placeboplaster. Alle fik derudover konventionel behandling, herunder med antipsykotika.

Agitationsniveauet faldt i begge grupper, men reduktionen var signifikant større blandt patienterne i nikotingruppen. Efter fire timer faldt agitationsniveauet i interventionsgruppen med 11,9 points (fra 28.9 points på skalaen Agitated Behaviour Scale), mod 8,8 points i placebo-gruppen (forskel i reduktionen = 33%; p = 0,028).

Efter 24 timer var reduktionsforskellen stadig signifikant (23%; p = 0,050).

Reduktionen var også signifikant større ved vurderingen med agitationssubskalaen fra PANSS.

”Resultaterne tyder på, at tobaksforbrug bør inkluderes i vurderingen af agitationsniveauet hos skizofrenipatienter, og at nikotinsubstitutionsbehandling bør inkluderes i behandlingen”, konkluderer forfatterne.

Redaktør