Nyere antipsykotika har flere ekstrapyramidale bivirkninger end antaget

De nyere antipsykotika fører ikke til færre ekstrapyramidale bivirkninger efter et års behandling end de ældre præparater – som dog oftest er ordineret sammen med bivirkningsmedicin.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i British Journal of Psychiatry.​​

”Man har hidtil antaget, at anden generations antipsykotika medfører færre ekstrapyramidale bivirkninger end første generations antipsykotika”, skriver førsteforfatteren Michael Peluso, fra Yale School of Medicine, i New Haven, USA. ”Men nyere pragmatiske undersøgelser tyder på, at de er nogenlunde ens [vedr. ekstrapyramidale bivirkninger].”​​

I studiet analyserede forfatterne data fra en randomiseret undersøgelse, der allerede er blevet publiceret. I undersøgelsen blev 227 patienter allokeret til behandling med enten et første generations antipsykotikum (14 forskellige præparater; oftest sulpirid, trifluoperazin og chlorpromazin) eller et anden generations præparat (amisulprid, olanzapin, quetiapin eller risperidon).​

Ved behandlingsstart var der ingen forskel på ekstrapyramidale bivirkninger grupperne imellem. Bivirkningerne (akatisi, parkinsonisme og tardiv dyskinesi) blev målt ved hjælp af validerede skalaer.​​

Efter et års behandling var der ingen statistisk signifikant forskel på grupperne i forekomst af bivirkninger (odds ratio omkring 1 for alle bivirkninger). Der var heller ikke nogen signifikante forskelle på lindring af de ekstrapyramidale bivirkninger, som patienterne i forvejen havde.​​

De patienter, der fik de ældre antipsykotika fik dog oftere bivirkningsmedicin (22% vs. 1%; p <>

Ifølge forfatterne skyldes den hyppigere ordination af antikolinerg medicin (bivirkningsmedicin) hos de patienter, der fik de ældre antipsykotika, sikkert ”den kliniske forventning om hyppigere bivirkninger”.​

De konkluderer, at ordinationen af antikolinerg medicin mod bivirkninger, kan betyde, at behandling med ældre antipsykotika kan have en lige så lav risiko for ekstrapyramidale bivirkninger som de nyere antipsykotika – men uden de livsforkortende metaboliske bivirkninger.

Redaktør