Ophør af antipsykotika efter recovery øger risikoen for tilbagefald

​Patienter med en første psykotisk episode, der stopper deres antipsykotiske behandling efter en langvarig og stabil periode uden symptomer, og med højt funktionsniveau, har en øget risiko for tilbagefald. Efter et tilbagefald er genoptagelse eller intensivering af den antipsykotiske behandling effektiv, men den kliniske og funktionelle tilstand efter tre år er dårligere end blandt dem uden tilbagefald. ​

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Jacqueline Mayoral-van Son, fra Sierrallana Hospital, i Torrelavega, Spanien, og kollegaer, er der en række argumenter, der taler for ophør af den antipsykotiske behandling efter stabilisering af en første psykotisk episode, blandt andet metaboliske, kognitive og motoriske bivirkninger.

Derudover, skriver hun, er de fleste kliniske retningslinjer ikke imod ophør af den antipsykotiske behandling efter et eller to år.

I denne åbne og ikke-randomiserede undersøgelse indgik 68 patienter, som har været i antipsykotisk behandling i mindst 18 måneder. Alle var i klinisk remission gennem mindst 12 måneder samt i funktionel recovery (herunder i arbejde eller under uddannelse) i mindst 6 måneder. Derudover var de stabile på den laveste medicindosering gennem mindst 3 måneder.

Alle patienter fik tilbudt muligheden for at stoppe den farmakologiske behandling; 46 af dem valgte at stoppe, mens 22 valgte at fortsætte med behandlingen.

De blev herefter fulgt i tre år. Blandt de patienter, der stoppede behandlingen, fik 67% tilbagefald af psykotiske symptomer, signifikant mere end de 32% blandt dem, der fortsatte behandlingen.

Derudover skete tilbagefaldene hurtigere: i gruppen uden medicin, var den gennemsnitlige tid indtil tilbagefaldet 209 dage, mod 608 dage i behandlingsgruppen.

Genoptagelsen (blandt dem, der stoppede behandlingen), eller intensiveringen af den antipsykotiske behandling (hos dem, der fortsatte behandlingen) førte til effektiv symptom lindring og stabilisering.

Men patienterne med tilbagefald havde dårligere scores på symptom intensitet (målt ved hjælp af Scale for the Assessment of Negative Symptoms; SANS og Clinical Global Impressions; CGI) og funktion (målt ved hjælp af Disability Assessment Schedule; DAS).

Resultaterne overraskede forskerne, som ikke forventede en større risiko for tilbagefald hos disse stabile patienter efter behandlingsophør.

"Klinikere bør oplyse patienter og pårørende om, at risikoen for tilbagefald sandsynligvis er høj, hvis man stopper den antipsykotiske behandling, også selvom patienten har været symptomfri og er i recovery", konkluderer forskerne.

Redaktør