Ophør af antipsykotisk behandling forværrer agitation hos demente

De psykotiske eller aggressive patienter med Alzheimers sygdom, som oplever en god virkning af behandling med risperidon, får tilbagefald hvis behandlingen ophører.

​​​

Konklusionen er fra en randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i New England Journal of Medicine.​

Ifølge forfatteren Bruce Levin, fra Columbia University, i New York, er der kliniske retningslinjer, der anbefaler, at man stopper behandlingen med antipsykotika hos demente patienter med psykose eller aggressivitet efter tre til seks måneder. ”Evidensen fra kontrollerede undersøgelser, der støtter denne anbefaling, er meget begrænset”, skriver han.​

I studiet blev der rekrutteret 180 patienter med Alzheimers sygdom og symptomer på psykose eller aggressivitet-agitation. Symptomerne blev vurderet ved hjælp af validerede skalaer.​

Alle blev behandlet i 16 uger med risperidon (gennemsnitlig daglig dosis på 0,97 mg). I alt havde 112 patienter en god respons på behandlingen, hvoraf 110 derefter blev randomiseret i tre grupper: fortsat risperidon i 32 uger, risperidon i 16 uger efterfulgt af placebo i 16 uger eller placebo i 32 uger.​

I de første 16 uger efter randomiseringen, fik signifikant flere patienter i placebogrupperne tilbagefald i forhold til dem, der fortsatte i behandlingen (60% vs. 33%).​​

I de sidste 16 uger havde de patienter, der skiftede undervejs til placebo, signifikant flere tilbagefald af symptomerne end dem, der fortsatte i risperidonbehandlingen (48% vs. 15%).​

Der var ingen signifikant forskel på bivirkningsraten og mortaliteten grupperne i mellem.​

Forfatterne konkluderer, at selvom ikke alle patienter har gavn af risperidonbehandling, er dem der oplever en respons i øget risiko for tilbagefald, hvis behandlingen stopper.
​​
Redaktør