Oplysninger fra app sammen med genetiske analyser forudser risiko for selvmord

​En måling der kombinerer genetiske biomarkører og kliniske data fra smartphone apps kan forudse forekomst af selvmordstanker samt indlæggelse på grund af selvmordstanker eller –adfærd. Målingen kan anvendes til patienter med forskellige psykiatriske diagnoser. ​​

Resultaterne er fra en artikel publiceret i Molecular Psychiatry.

Alexander Niculesco, fra Indiana University School of Medicine, i Indianapolis, USA, og kollegaer gennemførte en række eksperimenter med henblik på at komme frem til en Universal Predictive Measure for selvmord (UP-suicide).

Initialt fulgte de 217 mandlige patienter med en række diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse, unipolar depression, skizoaffektiv sindslidelse og skizofreni).

Patienterne blev psykiatrisk vurderet hver 3. til hver 6. måned, op til seks gange. Ved hvert besøg blev der gennemført en række psykiatriske vurderinger og der blev taget blodprøver.

For 37 af patienterne kunne forskerne indsamle data fra perioder, hvor de havde selvmordstanker og fra perioder uden selvmordstanker.

Derefter undersøgte forskerne ved hjælp af microarray-teknologi, hvor meget en række gener var aktive i disse to tilstande (med og uden selvmordstanker for hver person).

De identificerede gener blev derefter, i to selvstændige kohorter, valideret og undersøgt for deres evne til at identificere selvmordsrisiko: først i væv udtaget en gruppe af 26 mænd, der havde fuldført selvmord; derefter hos 265 psykiatriske patienter.

Hos de psykiatriske patienter samlede forskerne også klinisk information ved hjælp af to smartphone apps – den ene til vurdering af depressive og ængstelige symptomer og den anden til vurdering af selvmordsrisiko. Det var patienterne selv, der betjente de to apps.

De genetiske markører alene havde generelt en god evne til at forudse selvmordstanker (receiver operating characteristic, area under the curve (AUC) på 72%; 100% svarer til en perfekt evne til at forudse selvmordstanker).

Sammen med oplysninger fra de to apps, kunne den indsamlede UP-suicide score forudse forekomsten af selvmordstanker endnu bedre, med en AUC på 92%. For patienter med bipolar affektiv sindslidelse var AUC på 98% for selvmordstanker og 94% for indlæggelser på grund af selvmordstanker eller –adfærd.


Redaktør