Patienter med skizofreni har færre indlæggelser efter tillæg af antidepressiv medicin

​Tillæg af antidepressiv medicin til antipsykotisk behandling associeres med lavere risiko for indlæggelse i forhold til tillæg af et andet antipsykotikum. Tillæg af benzodiazepiner er forbundet med en højere risiko for indlæggelse.

​Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i JAMA Psychiatry.

Førsteforfatteren T. Scott Stroup, fra Columbia University, New York, indsamlede data fra administrative databaser (Medicaid) i 44 amerikanske delstater.

De identificerede, i perioden mellem 2001 og 2010, patienter med skizofreni, som var i stabil monoterapi med et andengenerations antipsykotikum i mindst 3 måneder og som startede på en mere intensiv behandling ved tillæg af et andet præparat.

Der blev inkluderet i alt 81.921 patienter. De var i gennemsnit 41 år gamle, og 46% var kvinder.

Patienterne blev derefter delt i fire grupper: dem, der fik tillæg af et antidepressivt præparat (n = 31.117), en benzodiazepin (n = 11.941), et stemningsstabiliserende præparat (n = 12.849) eller et nyt andengenerations antipsykotikum (n = 26.014).

Patienter som fik et førstegenerations antipsykotikum eller clozapin blev ikke inkluderet.

I forhold til dem, der fik tillagt et nyt antipsykotikum (referencegruppen) havde de patienter, der fik tillagt et antidepressivum en 15% lavere risiko for indlæggelse i perioden (hazard ratio: 0,84; 95% CI 0,80-0,88). De havde også en signifikant lavere risiko for kontakt til psykiatrisk skadestue.

Tillæg af en benzodiazepin blev derimod associeret med en højere risiko for indlæggelse (hazard ratio: 1,08).

Tillæg af et stemningsstabiliserende præparat påvirkede ikke risikoen for indlæggelse. Forskerne fandt dog, at tillæg af et stemningsstabiliserende præparat var forbundet med højere mortalitetsrisiko (hazard ratio: 1,31) - og dette især på grund af mortaliteten forbundet med ordination af gabapentin.                

Forfatterne konkluderer, at der er behov for større klinisk interesse vedrørende anvendelse af antidepressiva i denne patientgruppe samt for bedre forståelse for hvilke situationer, hvor et antidepressivum kan være velindiceret.


Redaktør