Plasmakontrolleret theophyllin hjælper med at fremkalde kramper ved ECT

​Plasmakontrolleret theophyllin som præmedicin ved elektrokonvulsiv behandling (ECT) hjælper med at fremkalde kramper hos patienter, der ikke responderer på den elektriske stimulation. Konklusionen er dog baseret på en retrospektiv undersøgelse, og kræver yderligere studier.​

Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Journal of ECT.

Ifølge førsteforfatteren Michael Kemp, fra George L. Dumont University Hospital Centre, i Moncton, Canada, er det velkendt, at methylxanthinerne, såsom koffein og theophyllin, forlænger krampevarigheden ved ECT. Dette sker ved, at de i sidste ende reducerer aktiviteten af det endogene molekyle adenosin, der blandt andet har antikonvulsiv effekt.

"Caffein forlænger krampevarigheden, og det er vist, at det ikke har nogen effekt på krampetærsklen [...]", skriver forfatteren.

Theophyllin anvendes ved lungesygdomme og har et snævert terapeutisk interval, mellem 10 og 20 mg/l. Anvendelse af theophyllin ved ECT frarådes af det amerikanske psykiatriske selskab på grund af risikoen for status epilepticus. Men ifølge forfatteren, var ingen af de kendte tilfælde af forlængede kramper associeret med en theophyllin koncentration under 20 mg/l.

I studiet blev der identificeret 35 patienter, der havde fået theophyllin i forbindelse med ECT på grund af manglende eller utilstrækkelige kramper efter elektrisk stimulation. Hos 14 af patienterne var tilføjelsen af theophyllin den eneste ændring i behandlingen (9 på grund af for korte eller manglende kramper og 5 på grund af inadækvate kramper).

De fik mellem 260 og 600 mg theophyllin som peroral mikstur, og den estimerede plasmakoncentration var 13 mg/L.

Blandt de 9 med utilstrækkelige eller manglende kramper, responderede 8 med kramper af mindst 15 sekunders varighed.

Forskerne fandt ingen beskrivelser af bivirkninger associeret med theophyllin.

De vurderer, at theophyllin ikke alene forlænger krampevarigheden, men hjælper med til at fremkalde kramper. Derudover vurderer de, at risikoen for toksicitet er meget lav, hvis plasmakoncentrationen holdes på under 15 mg/l.

De konkluderer, at resultaterne bør følges op af flere undersøgelser af anvendelsen af theophyllin som præmedicin til ECT.

Redaktør