Psykiatriske sygdomme udgør en fjerdel af den globale sygdomsbyrde

Psykiatriske sygdomme, herunder afhængighed af alkohol og stoffer, udgør på verdensplan den største årsag til den samlede ikke-fatale sygdomsbyrde – det vil sige, hvor meget sygdommene koster i funktionsnedsættelse.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i "Lancet".

Førsteforfatteren Harvey Whiteford, fra University of Queensland, i Herston, Australien, og kollegaer analyserede data fra 2010 fra Global Burden of Disease, en international og løbende undersøgelse finansieret af Verdensbanken.

Ifølge forfatteren viste den første undersøgelse, som er fra 1990, at neuropsykiatriske sygdomme – både psykiatriske og neurologiske sygdomme – udgjorde cirka 25% af den globale ikke-fatale sygdomsbyrde (years lived with disability eller YLD).

Dataene fra 2010 viser nu, at psykiatriske sygdomme alene svarer til 22,9% af den samlede YLD – altså den ledende årsag til YLD i verden.

De svarer også til 7,4% af den samlede sygdomsbyrde, betegnet som DALY (disability-adjusted life year) – som også tager højde for mortaliteten. De bidrager til flere DALY’er end HIV/Aids, tuberkulose, diabetes eller traumer forårsaget af trafikuheld.

Forfatterne påpeger endvidere, at det er problematisk at beregne den mortalitetsrelaterede sygdomsbyrde blandt psykiske sygdomme, fordi dødeligheden (herunder selvmord) normalt er kodet til fysiske dødsårsager.

Blandt de psykiske sygdomme bidrager depression (40,5%), angst (14,6%) og misbrug (10,9%) mest til den samlede sygdomsbyrde.

I forhold til 1990 voksede den psykiatriske sygdomsbyrde (inklusiv misbrug) med 37,6%.

Forfatterne konkluderer, at en bedring i befolkningernes sundhed kun er muligt, hvis forebyggelsen og behandlingen af psykiske sygdomme prioriteres politisk.

Redaktør