Psykologisk behandling med virtual reality reducerer hørelseshallucinationer

​Seks sessioner med "avatar-terapi" – en nyudviklet form for psykologisk terapi, hvor patienten interagerer med en digital repræsentation af den person, der taler til patienten – reducerer sværhedsgraden af hallucinationerne. Varigheden af effekten er dog begrænset.

​Konklusionerne stammer fra en enkeltblindet, randomiseret undersøgelse publiceret i Lancet Psychiatry.

 

Ideen bag avatar-terapi er, at den digitale person, som patienten ser og hører, i løbet af terapiforløbet bliver mindre aggressiv og mere forsonlig og til sidst overdrager magten i relationen til patienten.

 

Dette gøres ved, at avatarens stemme indstilles elektronisk således, at den efterligner den stemme, som patienten hører. Avatarens stemme styres af terapeuten, som også interagerer som terapeut i sessionerne.

 

Førsteforfatteren Tom Craig, fra Institute of Psychiatry, King's College London, og kollegaer rekrutterede 150 personer med skizofreni eller affektiv lidelse og behandlingsresistente hørelseshallucinationer i mindst et år.

 

Patienterne var i gennemsnit 43 år gamle og havde været syge i gennemsnitligt 20 år. Lidt over en tredjedel af dem var i behandling med clozapin. De fleste af dem (78%) oplevede at høre mere end en stemme.

 

Patienterne blev randomiseret til enten avatar-terapi eller understøttende samtaler (kontrolgruppe). Avatar-terapien bestod af seks ugentlige sessioner af 50 minutter, hvor terapeuten i de første tre sessioner opfordrede patienten til at reagere assertivt på stemmen, og i de sidste tre sessioner gav avataren sig og erkendte patientens styrker og gode kvaliteter.

 

Det primære effektmål var reduktion af sværhedsgraden af hørelseshallucinationerne efter 12 uger. Dette blev målt ved hjælp af Psychotic Symptom Rating Scales, auditory hallucinations subscale (PSYRATS-AH) – som giver en score fra 0 (ingen hallucinationer) til 44.

 

Ved studiestart havde patienterne i begge grupper en score på cirka 30 på PSYRATS-AH. Efter 12 uger var PSYRATS-AH faldet i begge grupper (27,5 i kontrolgruppen og 22,8 i interventionsgruppen). Dette svarer til en justeret gennemsnitsdifferens på 3,82; 95% CI: -6,70 til -0,94; p < 0,0093) og en stor effect size (Cohen's d: 0,8).

 

Der var ingen bivirkninger.

 

Efter 24 uger var der ingen signifikante forskelle grupperne imellem.

 

Forfatterne anbefaler, at resultaterne nu bekræftes ved større, multicenter randomiserede undersøgelser.

 


Redaktør