Quetiapin er muligvis det sikreste antipsykotika til ældre

Quetiapin er muligvis det sikreste antipsykotika til ældre på plejehjem, mens haloperidol er associeret med den højeste mortalitetsrisiko. Effekten er størst i starten af behandlingen, ifølge en artikel der sammenlignede risiciene ved seks forskellige præparater.

​​​

Resultaterne blev publiceret i BMJ (British Medical Journal).

Ifølge førsteforfatteren Krista Huybrechts, fra Harvard Medical School, i Boston, USA, er op mod en tredjedel af de ældre på plejehjem i behandling med et antipsykotikum.

I studiet analyserede forfatterne data vedrørende 75.445 ældre plejehjemsbeboere i USA i perioden mellem 2001 og 2005. Dataene blev indsamlet retrospektivt fra en række registre med oplysninger om medicinordination, mortalitet, kvalitetsvurdering og patientadministration.

I forhold til risperidon – som ifølge forfatterne er det mest anvendte antipsykotikum i denne patientgruppe – blev haloperidol associeret med en dobbelt så stor risiko for død uanset årsag i en seks måneders periode (hazard ratio: 2,07; CI: 1,89-2,26).

Quetiapin blev associeret med en signifikant lavere mortalitetsrisiko i forhold til risperidon (hazard ratio: 0,81; CI: 0,75-0,88).

Den negative effekt af haloperidol henholdsvis den beskyttende effekt af quetiapin på mortaliteten var størst i de første 40 dage efter behandlingsstart.

Der var ingen statistisk signifikant forskel på mortalitetsraterne mellem risperidon og de øvrige præparater (aripiprazol, olanzapin og ziprasidon).

Med undtagelse af quetiapin var effekten afhængig af doseringen, således at de største risici var forbundet med de højeste doseringer.

”Vores resultater bekræfter, at det er vigtigt, at man altid ordinerer den laveste mulige dosis og at man monitorerer patienten tæt, især i starten af behandlingen”, skriver forfatterne.

”Quetiapin kan være noget sikrere end andre atypiske antipsykotika, men resultaterne bør bekræftes i andre undersøgelser”, konkluderer de.

Redaktør