Receptorer i leukocytter associeres med risiko for PTSD

Personer der har et højt antal steroidreceptorer i de cirkulerende mononukleare immunceller, har en højere risiko for at udvikle posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) end dem, der har færre receptorer.

​​​

Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

”Udviklingen af PTSD er afhængig af præeksisterende sårbarhedsfaktorer”, skriver førsteforfatteren Mirjam van Zuiden, fra University Medical Center Utrecht, i Holland.

Ifølge hende er der evidens for, at PTSD er associeret med ændringer i hypothalamus-hypofyse-binyrebark (HPA)-aksen, som regulerer cortisolkoncentrationerne i kroppen.

Da cortisol – et stresshormon – binder sig til cellerne via steroidreceptorer, vurderede forskerne om risikoen for PTSD er relateret til leukocytternes evne til at binde sig til et steroid (dexamethason).

Forskerne identificerede 34 soldater, der fik konstateret PTSD i løbet af de seks første måneder efter tjeneste i Afghanistan, samt 34 soldater uden PTSD- eller depressive symptomer. Soldaterne blev matchet for en række kriterier, såsom alder, militærerfaring og uddannelse.

Alle soldaterne fik udtaget blodprøver en måned før og seks måneder efter tjenesten.

De soldater, som senere udviklede PTSD havde inden tjenesten i Afghanistan (dvs. inden eksponering for mulige traumer) signifikant flere steroidreceptorer i blodcellerne end dem, der ikke udviklede PTSD (ca. 2.000 receptorer per celle vs. ca. 1.200 receptorer per celle; p <>​

Associationen var signifikant selv efter justering for barndomstraumer, tidligere PTSD eller depressive symptomer.

Endvidere fandt forskerne, at en øgning med 1.000 receptorer per celle blev associeret med en cirka otte gange så stor risiko for PTSD (odds ratio: 7,53; CI: 2,16-26,20).

Douglas Delahanty, fra Kent State University, i Kent, USA, skriver i en leder, at det er for tidligt at bruge denne metode til at screene soldater eller kandidater til andre belastende beskæftigelser. ”Sandsynligvis vil en kombination af risikofaktorer [...] med andre biologiske markører, kognitive vurderinger og social støtte være en mere sensitiv og specifik metode [til screening]”, konkluderer han.

Redaktør