Risiko for selvmordsadfærd hos unge behandlet med SSRI er afhængig af dosis

Behandlingsstart med høje doser selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) – endda under de højeste anbefalede doser – er associeret med en dobbelt så stor risiko for selvmordsadfærd hos børn og unge i forhold til behandlingsstart med lavere terapeutiske doser.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i JAMA Internal Medicine.​​

Ifølge førsteforfatteren Matthew Miller, fra Harvard School of Public Health, i Boston, USA, har en tidligere metaanalyse vist, at der sker en fordobling i risikoen for selvmordsadfærd når børn og unge starter behandling med antidepressiva i forhold til placebo. Der er ingen forhøjet risiko hos voksne (25 år eller ældre).​​

”Så vidt vi ved, findes der ingen studier, der har undersøgt, om selvmordsadfærd er associeret med dosering af den antidepressive behandling”, skriver forfatteren.​​

I denne observationelle undersøgelse, analyserede forfatterne administrative data omhandlende recepter, diagnoser og procedurer fra 160.000 patienter, der fik initieret behandling med en SSRI mellem 1998 og 2010. Der blev kun inkluderet tre præparater – citalopram, sertralin og fluoxetin. Tilsammen svarede disse præparater til 67% af SSRI ordinationerne.​

Forskerne inddelte patienterne i to grupper: dem, der fik lav terapeutisk dosis SSRI og dem, der fik højere dosis SSRI (dog inden for det anbefalede terapeutiske interval). Lav dosis blev defineret som 20 mg om dagen for citalopram, 50 mg om dagen for sertralin og 20 mg om dagen for fluoxetin.​​

I perioden blev der registreret 68 hændelser, som blev betragtet som hørende til selvmordsadfærd, blandt de børn og unge (24 år eller mindre) der fik lav dosis SSRI. Dette svarer til 14,7 hændelser per 1.000 personår, og det var signifikant mindre end de 31,5 hændelser blandt dem, der fik højere doser. De højere doser blev således associeret med en fordobling af risikoen for selvmordsadfærd (hazard ratio: 2,2; CI 1,6-3,0).​​

De fleste af hændelserne blev registreret i de første tre måneder efter behandlingsstart.​​

Blandt patienter over 25 år fandt forskerne ikke en signifikant forskel på risikoen for selvmordsadfærd mellem lav- og højdosis grupper. ​​

Ifølge forskerne p​eger resultaterne på, at man bør undgå høje doser SSRI hos børn og unge, og at man skal monitorere dem tæt i behandlingens første måneder.​

Redaktør