Risperidon mod mani hos børn er bedre end litium og valproat

Risperidon er bedre end litium og valproat til den initiale behandling af mani hos børn, konkluderer den første randomiserede undersøgelse, der sammenlignede præparaterne i denne patientgruppe.

​​​

Resultaterne blev publiceret i Archives of General Psychiatry.

Ifølge forfatteren Barbara Geller, fra Washington University, i St Louis, USA, har der ikke været foretaget kontrollerede, randomiserede undersøgelser, der sammenlignede tre forskellige antimaniske præparater til børn. ​​

I studiet blev der rekrutteret 279 børn med bipolar lidelse, mani eller en blandingstilstand fra fem behandlingscentre i USA. Ingen af dem var blevet behandlet​​ med antimanisk medicin. Børnene var mellem seks og 15 år gamle. ​

De blev randomiseret til behandling med litium, valproat eller risperidon i otte uger. Stigningen i dosis var kontrolleret.

Det primære effektmål var baseret på Clinical Global Impressions for Bipolar Illness Improvement-Mania og på Modified Side Effects Form for Children and Adolescents. ​​

De patienter, der blev behandlet med risperidon, havde signifikant højere responsrater end dem, der blev behandlet med litium (68,5% vs. 35,6%). Risperidon var ligeledes signifikant bedre end valproat (68,5% vs.24,0%). ​​

Der var ingen statistisk signifikant forskel på responsraterne for litium og valproat.

Den gennemsnitlige risperidondosis var 2,57 mg dagligt. Den gennemsnitlige plasmakoncentration af litium og valproat var 1,09 mmol/L hhv. 113,6 mikrog/mL. 

I forhold til risperidongruppen var der flere patienter i litiumgruppen, der stoppede behandlingen. Patienterne i risperidongruppen havde større vægtøgning og stigning i prolaktinkoncentration, mens patienterne i litiumgruppen havde øget thyrotropinkoncentration.

Redaktør