SSRI øger ikke risiko for hjertemisdannelse, viser stort registerstudie

​Eksponering for en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI) eller venlafaxin er ikke associeret med øget risiko for medfødte hjertemisdannelser. Det er hovedkonklusionen på en stor nordisk undersøgelse.​

Resultaterne blev publiceret i British Medical Journal.

I studiet blev der analyseret data vedrørende 2,3 millioner levendefødte. Kvinderne havde et enkelt foster til termin. Der blev anvendt landsdækkende registre fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

Ifølge sidsteforfatteren Mette Nørgaard, fra Aarhus Universitet, har tidligere undersøgelser om emnet givet modstridende resultater.

Det nuværende studie er anderledes end de foregående, ikke blot på grund af størrelsen, men også fordi forfatterne tog hensyn til den familiære disposition for hjerteproblemer.

Studiet inkluderede data fra 37.000 børn, der i fosterstadiet blev eksponeret for et SSRI eller venlafaxin. Derudover identificerede forfatterne de mødre, der havde mindst to levendefødte børn, hvoraf kun det ene havde været eksponeret for antidepressiv behandling under graviditeten. Dette resulterede i en søskende kohorte på 2.288 levendefødte.

Generelt viste analyserne, at eksponering for SSRI var forbundet med en 15% øget risiko for hjertemisdannelser. Men da forfatterne tog højde for den familiære risiko, ved hjælp af søskendekohorten, forsvandt risikoen. Dette tyder på, at familiære risikofaktorer spiller en afgørende rolle her.

De enkelte SSRI var forbundet med øget risiko for hjertemisdannelser, men igen forsvandt associationen efter forskerne tog højde for de familiære risikofaktorer. Venlafaxin var ikke forbundet med øget risiko for hjertemisdannelse.

Redaktør