SSRI lindrer angst- og depressionssymptomer selv uden klinisk diagnose

​Selv ved diagnostisk usikkerhed kan patienter i almen praksis få gavn af behandling med SSRI-antidepressiva, viser den største randomiserede og placebokontrollerede undersøgelse, som ikke er finansieret af medicinalindustrien.

​Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i Lancet Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Gemma Lewis, fra University College London, i Storbritannien, bliver depression oftest behandlet hos almene praktiserende læger, men de fleste undersøgelser vedrørende antidepressiva er gennemført på sygehuse og specialiserede centre, og med deltagere, der havde opfyldt de diagnostiske kriterier for depression.

"Mildere depressive symptomer kan være årsag til mange gener og nedsat funktion, og det forekommer ofte, at praktiserende læger ordinerer antidepressiva, selvom de kliniske diagnostiske kriterier ikke er opfyldt", skriver forfatteren.

I denne dobbeltblindede undersøgelse blev der rekrutteret 655 patienter fra 179 praksisser fra 4 byer. Patienterne havde depressive symptomer eller angstsymptomer, men uden at de nødvendigvis opfyldte de diagnostiske krav for depression eller angst, det vil sige, at der var klinisk usikkerhed om, hvorvidt antidepressiv medicin ville lindre tilstanden.

Deltagerne var i gennemsnit 40 år gamle, og de fleste (59%) var kvinder.

De blev vurderet med en række psykometriske instrumenter. Kun cirka halvdelen (54%) opfyldte ICD-10 kriterierne for depression.

De blev randomiseret til enten placebo eller sertralin (50 mg dagligt i den første uge, derefter 100 mg) i 12 uger.

Efter 6 uger fandt forskerne ingen signifikant forskel på det primære effektmål, målt ved hjælp af Patient Health Questionnaire, 9-item version (PHQ-9).

Men ved de planlagte sekundære effektmål fandt forskerne, at sertralin lindrede angstsymptomerne efter 12 uger samt øgede den psykisk relaterede (men ikke fysisk relaterede) livskvalitet.

Derudover var der evidens for, at sertralin lindrede depressionssymptomerne efter 12 uger (målt ved Beck Depression Inventory-II).

"Vores resultater understøtter ordination af et SSRI-antidepressivum i en bredere patientgruppe end tidligere antaget, herunder patienter med milde til moderate symptomer, selvom de ikke opfylder de diagnostiske kriterier for depression eller generaliseret angst", konkluderer forskerne.


Redaktør