Selvmordsrisikovurdering med kliniske instrumenter virker ikke

​Vurdering af risiko for selvmord, ved hjælp af kliniske instrumenter såsom rating scales eller biologiske tests, er for upræcis – de resulterer i for mange falsk-positive og falsk-negative vurderinger. 

​Konklusionen er fra en metaanalyse publiceret i British Journal of Psychiatry.

"Klinikere i psykiatrien behandler patienter, der har en meget højere risiko for selvmord, selvmordsforsøg eller anden selvskadende adfærd end baggrundsbefolkningen", skriver førsteforfatteren Gregory Carter, fra University of Newcastle, New South Wales, Australien.

Man har igennem årene udviklet en række instrumenter til vurdering af selvmordsrisiko. Ifølge forfatteren skete denne udvikling i bølger: initialt anvendte man klinisk vurdering alene, derefter standardiserede rating scales eller biologiske tests, og til sidst skalaer udledt af statistisk modellering.

Forfatterne identificerede 70 artikler, hvoraf 52 vurderede psykologiske rating scales, 17 vurderede biologiske markører og 1 studium undersøgte begge. De fleste patienter blev rekrutteret efter en selvskadeepisode, og den hyppigste opfølgningstid var et år.

Forfatterne undersøgte den positive prædiktive værdi (PPV), det vil sige, hvor mange af de patienter, som identificeres til at være i risiko for selvmord eller selvskadende adfærd, som reelt også er i risiko for selvmord eller selvskadende adfærd.

Samlet set var PPV for selvmord 6%, mens PPV for selvskadende adfærd var 26% og  PPV for både selvskadende adfærd og selvmord var 36%.

Når udelukkende højkvalitetsstudier blev analyseret var PPV for selvskadende adfærd 16%.

"Intet højrisiko klassificeringssystem var klinisk anvendeligt", konkluderer forfatterne. "De fleste patienter ville være klassificeret forkert som værende i høj risiko for selvmord (falsk positiv) og ville være allokeret til unødvendig behandling, mens mange ville være forkert vurderet som værende i lav risiko (falsk negativ) og således ikke ville få tilbudt den nødvendige behandling".

Forfatterne vurderer, at en individualiseret klinisk vurdering og behandling af bestemte undergrupper af patienter fortsat er et vigtigt tiltag i forebyggelsen af selvmord. 


Redaktør