Social kognition er nedsat fra den første psykotiske episode

Allerede fra den første psykotiske episode er evnen til at genkende andres intentioner og følelser (”theory of mind”; ToM) reduceret i samme omfang som hos kroniske skizofrenipatienter. Deres pårørende og andre højrisiko personer har også nedsat ToM.

​​​

Konklusionen er fra en metaanalyse publiceret i Schizophrenia Research.​

”Deficit i ToM er velkendt hos skizofrenipatienter”, skriver førsteforfatteren Emre Bora, fra University of Melbourne, i Australien. ”Men evidensen stammer fra undersøgelser med kroniske patienter.” ​

I metaanalysen identificerede forfatterne 21 undersøgelser med i alt 3.005 personer med en førsteepisode psykose, personer med højrisiko for psykose og asymptomatiske pårørende; deres ToM-evner blev testet med validerede metoder og sammenlignet med resultaterne fra 1.351 raske kontrolpersoner.​

I forhold til kontrolpersonerne, havde patienterne med en første psykose en signifikant og klart svækket ToM (effect size: 1,0). Ifølge forfatterne er dette deficit det samme som tidligere påvist hos kroniske skizofrenipatienter.​

Asymptomatiske pårørende havde også en statistisk signifikant, men dog klinisk moderat reduktion i ToM (effect size: 0,37). ​​

Personer med højrisiko for psykose (ultra-high risk for psychosis) havde også en statistisk signifikant og klinisk moderat reduktion i ToM (effect size: 0,45). ​​

”Resultaterne peger på, at deficit i ToM forekommer med stor effect size fra starten af sygdomsforløbet hos skizofrenipatienter”, skriver forfatterne. ”Reduktionen kan ikke forklares af sygdomsprogression, den kroniske karakter eller langtids farmakoterapi.”​​

Forfatterne konkluderer, at reduktion i ToM kan være en markør for skizofreni, men mere forskning er nødvendig for bl.a. at afdække, hvor specifikt det er i forhold til sygdommen.

Redaktør