Testosteron nedsætter refleksionsevner hos mænd

​Efter en enkelt dosis testosteron bliver raske mænd mindre tilbøjelige til at engagere sig i besværlige kognitive processer, selvom evnen til at udføre dem forbliver intakt.

​Dette er hovedkonklusionen på det hidtil største studie, der har undersøgt testosterons påvirkning af menneskets adfærd.

Resultaterne blev publiceret i Psychological Science.

Ifølge førsteforfatteren Gideon Nave, fra University of Pennsylvania, USA, er testosteron associeret med både aggression og forstyrrelser forbundet med utilstrækkelig impulskontrol, såsom stofmisbrug, bulimi og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.

"Tidligere resultater peger på, at testosteron påvirker beslutningsprocessen, så den bliver præget af en tendens til hurtige og intuitive reaktioner", skriver forfatteren.

I dette dobbeltblindede studie blev 243 mænd randomiseret til enten en enkelt dosis topisk testosteron eller placebo.

De blev derefter sat til at løse matematiske og logiske problemer, og deres præstationer blev vurderet ved hjælp af Cognitive Reflection Test.

Opgaverne omfattede items, der er designet til at teste, hvor intuitiv en person er ved besvarelsen. For eksempel lød en af opgaverne således: "Et baseballbat og en bold koster tilsammen USD 1,10. Battet koster USD 1,00 mere end bolden. Hvad koster bolden?"

For at komme frem til det korrekte svar (USD 0,05) kræver det, at det intuitive svar undertrykkes, og at man engagerer sig i kognitiv refleksion og i simple beregninger.

Deltagerne i testosterongruppen havde en præstation der var 20% dårligere end dem, der var i kontrolgruppen (p=0.002; Cohen's effect size: 0,42). Samtidig var der ingen forskelle på besvarelsen af de opgaver, som ikke ansporer til tendens til intuitive besvarelser, såsom at lægge to tal sammen.

Resultaterne viser ifølge forfatterne, hvilken mekanisme der forklarer testosterons påvirkning af evnen til at dømme og tage en beslutning.

Forfatterne skriver i øvrigt, at de fleste personer intuitivt vil svare forkert på baseballbat spørgsmålet (at bolden koster USD 0,10).


Redaktør