Tidligt interventionsprogram ved psykose associeres med lavere selvmordsrisiko i op til 12 år

​Et intensivt program ved tidlig psykose – early intervention service for psychosis – i to år er associeret med lavere selvmordsrisiko, ikke kun mens programmet varer, men i op til 12 år, svarende til opfølgningsperioden ved en ny undersøgelse.

Ifølge førsteforfatteren Sherry Kit Wa Chan, fra University of Hong Kong, er det velbelyst, at tidlige interventionsprogrammer – som i Danmark er kendt som OPUS – er associeret med lavere risiko for selvmordsforsøg, men der er færre undersøgelser, der påviser en reduktion i gennemførte selvmord.

Forfatteren påpeger, at netop OPUS-undersøgelsen, som er den største randomiserede undersøgelse vedrørende tidlig intervention, ikke fandt nogen signifikant forskel i selvmordsrisiko mellem interventions- og kontrolgruppen.

I nuværende retrospektive kohorteundersøgelse inddrog forfatterne data fra 617 konsekutive patienter, som har haft et 2-årigt forløb mellem 2001 og 2003 i et tidligt interventionsprogram i forbindelse med en første psykose.

Forskerne identificerede derefter 617 kontrolpersoner med en første psykose, som fik konventionel psykiatrisk behandling (altså ikke et tilbud om et tidligt intensivt interventionsprogram).

Det primære effektmål var selvmordsraten i de 12 år efter behandlingsstart.

Blandt de patienter, der fik tilbudt det tidlige interventionsprogram, var selvmordsraten 4,4%, signifikant lavere end de 7,5% blandt de patienter, der fik konventionel behandling.

Forskellen i risiko for selvmord var størst i de første 3 år efter behandlingsstart.

De patienter, der havde flest selvmordsforsøg i perioden før behandlingsstart og i de første 3 år efter behandlingsstart, havde de højeste risici for gennemført selvmord i løbet af de første 3 år (hazard ratio: 1,95).

Nedsat funktion vedrørende uddannelse eller arbejde før sygdomsstart, dårlig compliance til behandling samt antallet af tilbagefald var associeret med øget risiko for gennemført selvmord i de efterfølgende år (år 4-12 af opfølgningsperioden).

"Selvmord var associeret med forskellige risikofaktorer i de forskellige sygdomsfaser, hvilket understreger, at behandlingsprogrammer bør være opmærksomme på dette", konkluderer forfatterne.


Redaktør