Tillæg af estradiol lindrer psykotiske symptomer hos præmenopausale kvinder med skizofreni

​Det naturlige humane østrogen estradiol reducerer de positive symptomer hos kvinder med behandlingsresistent skizofreni. Effekten er dog begrænset til kvinder, der er over 38 år gamle. Langtidsbehandling kan være forbundet med alvorlige bivirkninger.

​Konklusionerne er fra en dobbeltblindet, randomiseret undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Mark Weiser, fra Stanley Medical Research Institute, i Kensington, Maryland (USA), peger kønsforskelle i debutalder og sygdomsforløb på, at estradiol kan have en indflydelse på udviklingen af skizofreni.

"Debut af skizofreni sker 2 til 4 år senere hos kvinder end hos mænd", skriver forskerne. "Kvinder har en lavere incidens af skizofreni indtil de er 35 til 44 år gamle, og de har en højere risiko for at have deres første skizofreniepisode når estradiolkoncentrationen daler i forbindelse med deres cyklus."

Derudover har tidligere randomiserede undersøgelser vist, at behandling med estradiol er effektiv mod psykotiske symptomer hos kvinder med skizofreni.

I nuværende undersøgelse ville forskerne bekræfte estradiols virkning hos præmenopausale kvinder med skizofreni ved at gennemføre et replikationsstudie, dvs. samme intervention og identiske inklusions- og eksklusionskriterier for deltagelse som en tidligere undersøgelse, der viste positiv virkning af behandlingen.

Forskerne randomiserede 200 kvinder til enten 200 mikrogram transdermal estradiol eller placebo.

Efter 8 ugers behandling oplevede patienterne i estradiolgruppen en signifikant større lindring i de positive symptomer målt ved hjælp af Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS), som var det primære effektmål.

Senere analyser viste, at forskellen stort set udelukkende skyldes effekten på kvinder, der var over 38 år gamle (effect size: 0,79). Yngre patienter havde ingen gavn af behandlingen.

Forskerne fandt også en signifikant virkning på sekundære effektmål, herunder negative symptomer.

Forskerne vurderer dog, at interventionen ikke er klar til klinisk anvendelse, blandt andet på grund af risikoen for tromboembolisme og brystkræft, som er forbundet med behandling med kvindelige hormoner. "Fremtidige studier bør undersøge sikkerheden af behandlingen hos præmenopausale kvinder", konkluderer de.


Redaktør