To antidepressive præparater er sikre og effektive for patienter med Parkinsons sygdom

Paroxetin og venlafaxin er effektive og sikre til behandling af depressive symptomer hos patienter med Parkinsons sygdom, ifølge den hidtil største randomiserede kliniske undersøgelse om emnet.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i Neurology.

Ifølge førsteforfatteren Irene Richard, fra University of Rochester, i Rochester, USA, er de klassiske antidepressiva effektive til behandling af depression hos disse patienter. ”Men de er associeret med en række kardielle, autonome og antikolinerge bivirkninger”, skriver hun.

I studiet blev der rekrutteret 115 patienter med Parkinsons sygdom og depression.

De blev randomiseret til behandling med paroxetin (maksimal daglig dosis: 40 mg), venlafaxin (maksimal daglig dosis: 225 mg) eller placebo.

Efter 12 ugers behandling, havde patienterne i alle grupper en reduktion i intensiteten af de depressive symptomer. Reduktionen var dog signifikant større i paroxetin-gruppen end i placebo-gruppen (13,0 points på Hamilton depresssionsskalaen vs. 6,8; p = 0,0007).

Venlafaxin havde også en signifikant større effekt end placebo (fald på 11,0 vs. 6,8; p = 0,02). Forskellen mellem paroxetin og venlafaxin var ikke signifikant.

Ingen af præparaterne påvirkede patienternes motoriske funktioner.  

”Den terapeutiske respons var robust”, skriver Daniel Weintraub, fra University of Pennsylvania, i Philadelphia, USA, i en ledsagende leder.

Han observerer dog, at de patienter, der fik placebo også havde en vigtig lindring i depressionen – hvilket betyder, at man skal behandle relativt mange patienter for at opnå en effekt (number needed to treat var for paroxetin 13 og for venlafaxin 24).​

Redaktør