Tricykliske antidepressiva associeret med øget mortalitet ved koronarsygdom

Tricykliske antidepressiva (TCA) bør undgås af patienter, der er kendt med koronarsygdom. Disse antidepressiva er associeret med øget mortalitetsrisiko i forhold til behandling med en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI) eller ingen antidepressiva.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i Psychological Medicine.

”De tricykliske antidepressiva er ikke førstevalgspræparater [hos disse patienter…] på grund af deres bivirkningsprofil”, skriver forfatteren Christian Otte, fra Charité University Medical School, i Berlin. ”Men de bliver alligevel ordineret til disse patienter, for eksempel i de tilfælde, hvor andre præparater ikke har virket.”

I studiet analyserede forfatterne data fra 956 patienter, som var kendt med en stabil koronar sygdom (tidligere myokardieinfarkt, revaskularisering og koronar stenose, blandt andre faktorer). Patienterne deltog i en stor undersøgelse, Heart and Soul Study.

Forfatterne vurderede sværhedsgraden af de depressive symptomer ved hjælp af Patient Health Questionnaire. De vurderede også markører for autonomdysfunktion ved at måle noradrenalin koncentrationen i urin (24 timer) og i blodet, samt variation i hjertefrekvens (Holter-monitorering).

Patienterne blev inddelt i tre grupper: brugere af TCA (4,6%), brugere af SSRI (9,3%) og dem, der ikke fik antidepressiva (86,1%).

Efter syv års opfølgning var 52,3% af de TCA-behandlede patienter døde, signifikant flere end de 38,2% i SSRI-gruppen og de 37,3% i gruppen uden antidepressiva. Dette svarer til en 70% højere mortalitetsrisiko (hazard ratio: 1,74) i forhold til ikke-brugere af antidepressiva.

Markørerne for autonomdysfunktion kunne forklare en stor del af denne risiko, idet mortalitetsrisikoen kun var 30% højere i forhold til ikke brugere af antidepressiva, efter at forfatterne tog højde for dem.

På den anden side påvirkede de depressive symptomer ikke den øgede risiko – og det gjorde en række andre faktorer heller ikke (herunder alder, rygning og diabetes).

Derudover fandt forskerne, at behandling med SSRI ikke påvirkede de autonome parametre.​

Ifølge forfatterne, er det første gang, at man undersøger TCAs påvirkning af mortalitetsrisikoen hos patienter med stabil koronarsygdom. ”Vores resultater peger på, at TCA bør undgås af patienter med koronarsygdom”, konkluderer de.
​​

Redaktør