Tvungen ambulant behandling har ikke klinisk effekt

​Tvungen ambulant behandling synes ikke, at have en betydningsfuld effekt på hverken kliniske, funktionelle eller sociale effektmål – i hvert fald ikke i England og Wales. Konklusionerne stammer fra en randomiseret undersøgelse, der i forvejen havde vist, at tvungen ambulant opfølgning ikke reducerer risikoen for genindlæggelse.​

Resultaterne blev publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.​

Ifølge førsteforfatteren Jorun Rugkåsa er de forskellige former for tvungen ambulant behandling bredt anvendt, men der er ikke overbevisende evidens for, at denne form for tvang reducerer risikoen for genindlæggelse eller er til anden gavn for patienterne.

I 2013 viste en stor randomiseret undersøgelse – Oxford Community Treatment Order Evaluation Trial (OCTET) – at tvungen ambulant behandling ikke reducerer risikoen for genindlæggelser. Forfatterne publicerer nu en række andre analyser fra studiet.

I undersøgelsen blev der inkluderet 333 patienter med en psykotisk lidelse, som skulle udskrives efter en tvangsindlæggelse. Patienterne blev randomiseret til enten frivillig behandling eller til tvungen ambulant opfølgning.

Efter 12 måneder, fandt forskerne ingen signifikante forskelle på en række sekundære effektmål.

Der var således ingen forskelle på symptomsværhedsgrad, målt ved hjælp af den validerede Brief Psychiatric Rating Scale (BPRS).  Der var ingen forskelle på sygdomsindsigt eller misbrug.

Forskerne fandt heller ikke nogen forskelle på socialt funktionsniveau eller beskæftigelse.

Der var ligeledes ingen forskelle på compliance til behandling.

Den eneste signifikante forskel var på patienternes "syn på behandlingspres", hvilket forfatterne ikke vurderer at være klinisk betydningsfuldt.

"Vores resultater peger på, at anvendelse af tvungen ambulant behandling bør revurderes", konkluderer de. 

Redaktør