Ubehandlede skizofrenipatienter har øget risiko for akutte psykiske og fysiske problemer

​Lav-dosis quetiapin behandling eller slet ingen antipsykotisk behandling er associeret med højere risiko for psykiatrisk skadestuebesøg, indlæggelse og selvmord - samt dødelighed eller indlæggelse af somatiske årsager, mens clozapin og olanzapin er associeret med en reduceret risiko i forhold til førstegenerations antipsykotika. 

Konklusionerne stammer fra en retrospektiv undersøgelse publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica. Undersøgelsen er baseret på data vedrørende næsten 20.000 patienter med skizofreni, der fik initieret antipsykotisk behandling mellem 1998 og 2005.

Ifølge førsteforfatteren Alain Vanasse, fra Université de Sherbrooke, Canada, er denne type undersøgelse nødvendig, idet resultaterne fra randomiserede og kontrollerede undersøgelser af antipsykotika ofte ikke kan generaliseres på grund af eksklusion af ældre patienter, patienter med komorbiditeter eller i behandling med andre præparater. "For eksempel er op til 87% af patienterne med skizofreni blevet udelukket fra vigtige randomiserede undersøgelser", skriver han.

I studiet anvendte forskerne administrative data fra en toårig periode efter opstart af en antipsykotisk behandling.

Effektmålene var forekomst af psykiske hændelser (defineret som selvmord, indlæggelse eller skadestuebesøg af psykiske årsager) samt forekomst af somatiske hændelser (dødsfald andet end selvmord, indlæggelse eller skadestuebesøg af somatiske årsager).

I alt blev 63% af patienterne sat i monoterapi med et andengenerations antipsykotisk præparat: olanzapin (29%; gennemsnitlig daglig dosis: 10 mg), risperidon (26%; daglig dosis: 2 mg), quetiapin (6%; daglig dosis: 100 mg) og clozapin (2%; daglig dosis: 400 mg). 29% af patienterne blev sat i monoterapi med et førstegenerations antipsykotikum.

I opfølgningsperioden oplevede 50% af patienterne en psykisk hændelse og 56% oplevede en somatisk hændelse.

Forskerne fandt at quetiapin og fravær af antipsykotisk behandling var associeret med en 40% højere risiko for en psykisk hændelse og 50% højere risiko for en somatisk hændelse i forhold til behandling med førstegenerations antipsykotika.

"Men de patienter, der fik quetiapin som det første antipsykotikum, ser ud til at have fået for lave doseringer", noterer forskerne.

Olanzapin og især clozapin var associeret med lidt bedre effekt end førstegenerationsantipsykotika. Undergruppeanalyser viste, at clozapins fordel kun var til stede hos yngre patienter (under 35 år).

Ifølge en ledsagende leder skrevet af Jari Tiihonen, Karolinska Instituttet, Stockholm, er denne type undersøgelse afgørende for at identificere vigtig information om antipsykotikas effekt. "Internationale sundheds- og medicinske agenturer bør begynde at monitorere effekten af antipsykotisk behandling", skriver han. 

Redaktør