Ugens forskningsresumé : Antipsykotika er bedre end stemningsstabiliserende midler ved akut mani

Haloperidol er den mest effektive behandling mod akut mani, efterfulgt af risperidon og olanzapin. Haloperidol er signifikant mere effektivt end litium. Olanzapin og risperidon tåles dog bedre end haloperidol – og også bedre end litium. Konklusionerne er fra en omfattende metaanalyse med 16.000 patienter.

​​​

Metaanalysen blev publiceret i Lancet.

Ifølge førsteforfatteren Andrea Cipriani, fra University of Verona, i Italien, er der modstridende evidens om emnet.

I metaanalysen blev der inkluderet 68 randomiserede og kontrollerede kliniske undersøgelser med i alt 16.073 patienter. Forfatterne vurderede effekten på rating skalaer og på raten af behandlingsophør efter tre uger.

I forhold til placebo var haloperidol signifikant mere effektivt til at reducere scoring på Young Mania Rating Scale (standardiseret gennemsnitsdifferens [SMD]: - 0,56).

Derefter kom risperidon (SMD: - 0,50); olanzapin (SMD: - 0,43); litium, quetiapin og aripiprazol (alle med SMD: - 0,37); carbamazepin (SMD: - 0,36) og valproat samt ziprasidon (begge SMD: - 0,20).

Gabapentin, lamotrigin og topiramat var ikke bedre end placebo.

Haloperidol var signifikant bedre end litium, quetiapin og aripiprazol (SMD: - 0,19 for alle); carbamazepin (SMD: - 0,20), valproat og ziprasidon (SMD: - 0,36 for begge), lamotrigin (SMD: - 0,48), topiramat (SMD: - 0,63) og gabapentin (SMD: - 0,88).

Risperidon og olanzapin var mere effektive end valproat, ziprasidon, lamotrigin, topiramat.

Olanzapin, risperidon og quetiapin var forbundet med færre behandlingsophør (de tåles bedre) end litium, lamotrigin, topiramat og gabapentin.

”Generelt var antipsykotika mere effektive end stemningsstabiliserende midler”, skriver forfatterne. ”Risperidon, olanzapin og haloperidol bør betragtes som de bedst mulige behandlingsalternativer.”

Ifølge Michael Berk, fra Deakin University, i Geelong, Australien, er haloperidols manglende virkning i vedligeholdelsesfasen et problem man bør huske på, inden man forsøger at behandle patienter i den akutte fase.

Men han påpeger, at ”resultaterne vil sandsynligvis have en betydelig effekt både på kliniske retningslinjer og behandling i den kliniske hverdag”.

Redaktør