Ugens forskningsresumé : Højere duloxetindosis er ikke mere effektivt end initial dosis på 60 mg

Det er ikke nødvendigt, at sætte den antidepressive behandling med duloxetin op til 120 mg dagligt hos patienter, der er indlagt med svær depression – behandling med 60 mg dagligt er lige så effektivt.

​​​

Konklusionen er fra en randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i ​Journal of Clinical Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Stephan Brecht, fra firmaet Boehringer Ingelheim, i Ingelheim am Rhein, Tyskland, forefindes der ingen tidligere sammenligninger af de to doseringer af duloxetin.

”Endvidere har tidligere studier med duloxetin stort set udelukket patienter med svær og indlæggelseskrævende depression – eller med depression og selvmordstanker”, skriver han.

I studiet blev 338 patienter rekrutteret fra 34 centre i Frankrig, Italien, Rusland og Sydafrika.

Patienterne havde været indlagt i mindst to uger og havde alle svær depression målt ved Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS), Hamilton Depression Rating Scale og Global Impressions-Severity of Illness scale.

De blev randomiseret til enten duloxetin 60 mg dagligt eller duloxetin 120 mg dagligt.

Efter fire uger var der ingen forskel på ændringen i MADRS (primært effektmål) grupperne imellem.

Efter otte uger var 67% af patienterne i remission, og der var ingen forskel på remissionsraten grupperne imellem.

Der var heller ingen forskel på responsraten mellem grupperne.

De mest almindelige bivirkninger i begge grupper var hovedpine og kvalme.

Redaktør