Vitamin D mangel er ikke medvirkende årsag til depression

​Lav koncentration af vitamin D forekommer oftest hos ældre med depression, men lav koncentration af vitamin D er ikke en risikofaktor for depression. 

​Konklusionen er fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.

Ifølge forfatteren Henning Tiemeier, fra Erasmus MC – University Center Rotterdam, i Holland, er det velkendt, at der er en association mellem lav koncentration af vitamin D og depression hos ældre.

"Men få epidemiologiske studier har undersøgt [...årsags-sammenhæng] mellem vitamin D-mangel og depression hos ældre, og resultaterne [indtil nu ...] kunne ikke bekræfte den mulige association", skriver han.

I studiet blev der rekrutteret 3251 personer bosiddende i Rotterdam. De var mindst 55 år gamle, og rekrutteringsfasen foregik mellem 1997 og 1999. Ved rekrutteringen fik deltagerne foretaget en række vurderinger, blandt andet undersøgelse for depressive symptomer og blodprøvetagning til bestemmelse af koncentration af vitamin D.

Indtil 2012 blev deltagernes depressive symptomer vurderet to yderligere gange. Vurderingen af symptomerne skete ved hjælp af Centre for Epidemiologic Studies Depression skala.

Forskerne fandt, at der ved den initiale vurdering var en tydeligt signifikant association mellem lav koncentration af vitamin D og forekomst af kliniske relevante depressive symptomer, således at depression var hyppigere hos dem, der havde vitamin D-mangel i forhold til dem, der ikke havde vitamin D-mangel (56% vs. 44%).

Men de personer, der havde lav vitamin D koncentration i starten af undersøgelsesperioden havde ikke øget risiko for efterfølgende depression – selv når forskerne tog højde for en række mulige medvirkende faktorer (blandt andet andre sygdomme, sollys og problemer med funktionsniveauet).

Forfatterne konkluderer, at resultaterne ikke peger på, at vitamin D er en medvirkende faktor for depression.

"Den tilgængelige evidens er ikke forenelig med, at vitamin D er en medvirkende årsag til depression", skriver John McGrath, fra University of Queensland, St. Lucia, i Australien i en ledsagende leder.


Redaktør