Afdelingssygeplejerske Tina Bidstrup

​Tre spørgsmål om sammenlægningen af spiseforstyrrelsesområdet i nye bygninger.

Vent...
Tina Bidstrup_småt.jpg

Tina Bidstrup er afdelingssygeplejerske på Dagafsnit for Spiseforstyrrelser. Afsnittet lå frem til den 28. maj 2018 på Gentofte Hospital, og er et af de behandlingstilbud, som er flyttet til PC Ballerup.

Hvad er fordelene ved, at man nu har samlet behandlingen af spiseforstyrrelser på PC Ballerup?
"Frem for alt vil vi gerne opnå endnu bedre kvalitet i behandlingen. Vi har nu fået en fælles ramme for behandlingen og de bedst tænkelige muligheder for at etablere et stærkt fagligt miljø, som vil komme til at gavne både patienter og medarbejdere." 

"Nu hvor hele behandlingen af voksne patienter med spiseforstyrrelser er blevet samlet, kan vi udnytte ressourcerne bedre. Vi kan i langt højere grad sikre, at patienterne visiteres til det rigtige behandlingstilbud. Fra september etablerer vi et korps af klinikere på tværs af enhederne, som står for at udrede nye patienter ambulant, inden de tilbydes det endelige behandlingsforløb. På den måde kan vi helt fra starten sikre, at den enkelte patient kommer hurtigt i gang med den rette behandling, da vi fysisk kommer til at sidde ved det samme bord og foretage udredningen".

"Derudover kan vi på en helt anden måde end tidligere understøtte overgange i behandlingen, som patienten møder ved et skifte i behandlingsintensitet. Vi kan forberede patienten på det næste step i behandlingen ved at gå på besøg i det nye afsnit for eksempel ved et skifte fra døgn- til dagbehandling eller fra ambulant behandling til dagbehandling. Overgangene kan være utroligt svære for patienterne, og derfor er det vigtigt at skabe tryghed omkring disse skift. Det virker som et langt mindre skift, at skulle møde ind til samtaler længere nede i den samme bygning frem for at skulle et helt andet sted hen i København. Så frem for alt ser vi et utroligt stort potentiale i at sikre trygge og smidige overgange for den enkelte patient."

"Det, at vi nu er under samme tag tæt på hinanden gør, at vi kan let og hurtigt kommunikere og koordinere indsatsen omkring patienten. Det er en kæmpe styrke. Vi kan arrangere fysiske møder og koordinere overgange fra én fase og intensitet i behandling til den næste uden at det koster ekstra tid til transport, som går fra patientbehandlingen. Jeg håber, at dette vil betyde at vi kan holde flere netværksmøder med alle de relevante deltagere. "

"Samlingen af de mange kompetencer er i høj grad noget som kan styrke både mono- og tværfagligheden. Det at man både har fat i sociale, psykiske og kropslige aspekter af sygdommen er en klar behandlingsmæssig fordel, da man griber sygdommen an fra forskellige vinkler. Og her er det en fordel, hvis de forskellige klinikere har et tæt samarbejde på tværs af enheder, både i forhold til behandlingen omkring den enkelte patient, men også i arbejdet med at udvikle kompetencer og dele erfaringer."

Patienter på dagafsnittet og på ambulatoriet spiser fra samme buffet som medarbejderne i PC Ballerups nye kantine. På hvilken måde er det en del af behandlingen?

"I dagafsnittet serverer vi mad fra den fællesbuffet i vores spisestuer. Her kan patienterne i trygge omgivelser arbejde med at tage nok mad på tallerkenen og at spise den fulde portion. I vores nye afsnit har vi fået et stort fællesrum, som både personalet og patienter bruger. Fællesrummet er indrettet med arbejdspladser, der er mulighed for små møder ved højborde, og både patienter og personale kan få sig en kop kaffe. Derudover bruger vi rummet i behandlingen på den måde, at nogle af vores dagpatienter spiser deres mellemmåltider her. Vi ved, at de bliver eksponeret for uro og måske fremmede mennesker i spisesituationen, hvilket kan være rigtig svært. Men det er vigtig træning til livet uden for behandlingen, når man jo typisk spiser på en café eller i en personalekantine. Derfor er fint trin i eksponeringen, inden vi senere i behandlingsforløbet, at man skal træne i at spise mad i ukendte omgivelser f.eks. på en cafe i byen."

"I det ambulante tilbud er det på samme måde en del af behandlingen at spise frokosten i den kantine, som også er for medarbejderne på PC Ballerup. Her tager de mad fra den samme buffet som medarbejderne, og så spiser de sammen i et tilstødende lokale. Maden i vores nye kantine på PC Ballerup er på mange måder meget udfordrende for en patient med en spiseforstyrrelse. Den er meget varieret, den består af mange små retter med mange og blandede komponenter, hvilket kan være vældig udfordrende, når man lider af en spiseforstyrrelse. Til gengæld er maden virkelig velsmagende, frisk, indbydende og moderne, så patienterne tager faktisk rigtig godt imod maden".

Hvordan har det været for dig og dine medarbejdere at kommer herud til PC Ballerup.

"Selve flytningen er gået over alt forventning, og så er det jo nogle fantastiske lokaler at komme ud til.  Der er lys, der er luft. Bygningerne er moderne, de er indbydende og de signalerer professionalisme. Det er fantastisk, at vi kan udnytte så mange rum på tværs af byggeriet til at understøtte vores arbejde. Byggeriet er smukt og æstetisk, og jeg må sige, at det gør noget godt for både patienter og medarbejdere, når man færdes i smukke omgivelser."

"På Gentoftematriklen boede dagafsnittet i to forskellige bygninger, så det er en stor fordel, at vi nu er samlet et sted i samme bygning. Det betyder, at vi nu mødes meget mere på tværs og kan hjælpe hinanden på en helt anden måde end før, da vi bare er tre skridt fra hinanden."

"Personalet har været helt fantastiske til at løse de udfordringer, der naturligvis altid er, når man skal finde sig til rette i nye lokaler og ændre arbejdsgange."

"Personligt ser jeg et stort potentiale i, at vi arbejder endnu mere på tværs af de forskellige behandlingstilbud, nu hvor vi er blevet samlet. Vi kan f.eks. udvikle pårørendearbejdet, og vi kan lave behandlingsgrupper på tværs af enhederne. På den måde kan vi udnytte ressourcerne bedre og vi kan få mere og bedre behandling. Det er noget, som jeg ser meget frem til at arbejde med." slutter Tina.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor