Lægelig vicedirektør Peter Treufeldt siger farvel: Jeg er stolt af Region Hovedstadens Psykiatri

​​I over ni år har Peter Treufeldt været lægelig vicedirektør for Region Hovedstadens Psykiatri, men den 30. november har han officielt sidste arbejdsdag på kontoret på Kristineberg 3 på ydre Østerbro. Vi har bedt ham kigge tilbage på sin tid som vicedirektør og reflektere over sine i alt 34 år i psykiatrien, som han har set tage kvantespring siden han første gang stiftede bekendtskab med specialet i midten af 80’erne. 

Vent...

​Peter Treufeldt takker af efter ni år på posten som lægelig vicedirektør for Region Hovedstadens Psykiatri.

Peter Treufeldt troede han skulle være hjertelæge, da han som ung medicinstuderende i begyndelsen af 80’erne skulle vælge speciale, men i dag kigger han tilbage på en lang karriere som psykiater og lægelig vicedirektør for Danmarks største psykiatrihospital.  


- Jeg går som en glad mand. Det er et kæmpe privilegium at kunne sige det efter ni år som vicedirektør, siger Peter Treufeldt og fortsætter:

- Jeg går også som en stolt mand. Ikke på grund af mig selv, men på grund af vores organisation. Jeg synes, at vi i fællesskab har gjort det så godt. Der er stadig masser af ting, vi skal arbejde med og gøre bedre, men vi har gjort det godt. 

Hvorfor han går som en glad og stolt mand og hvad Region Hovedstadens Psykiatri kan arbejde videre med, vender vi tilbage til. Først skruer vi tiden tilbage. 

Året er 1985, Peter Treufeldt er på dette tidspunkt ung reservelæge på hjerteafdelingen på Københavns gamle Kommunehospital, da han bliver inviteret på te hos psykiatriprofessor Joseph Welner.  

- Joseph Welner var en meget inspirerende mand, og den måde han talte om at hjælpe mennesker med psykisk sygdom i sit arbejde hver eneste dag gjorde stort indtryk på mig, husker han. 

Teen havde knap nået at trække færdig før Peter Treufeldt blev tilbudt et vikariat på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. 

- Under mit vikariat fik jeg syn for sagn for, hvor meget man virkelig kan gøre for psykiatriske patienter og hvor livsbekræftende et speciale psykiatrien er. 

Vejen for en karriere som hjertelæge var banet, men en samtale med en psykiatriprofessor ændrede Peter Treufeldts beslutning.

Siden dengang har han aldrig været i tvivl om, at psykiatrien er det rigtige speciale for ham. At han til sidst skulle ende i en administrativ stilling som lægelig vicedirektør havde han dog ikke forestillet sig. For som han siger, så var han ”meget glad for klinikken”.

- Men så prøvede jeg kræfter med at være ledende overlæge på et meget stort center i Nordsjælland, og det synes jeg var vanvittig spændende. Her havde jeg blandt andet administrative opgaver som for eksempel handlede om de dybere facetter af økonomi, når man skal drive et stort hospital, fortæller han om tiden som lægechef på det daværende psykiatriske sygehus i Hillerød under Frederiksborg Amt. 

Visionen var lige vilkår for alle patienter

Da regionerne blev dannet i 2007 overgik han til at være centerchef på Psykiatrisk Center Nordsjælland, inden han halvandet år senere søgte og fik jobbet som lægelig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri. 

- Det var min oplevelse, at det var alt for forskelligt, hvordan vi bedrev psykiatri bare indenfor mit eget center (Psykiatrisk Center Nordsjælland, red.), som bestod af fire fusionerede afdelinger. Jeg kunne også godt se, at der var stor forskel i vilkårene for patienterne indenfor regionen, fortæller han om motivationen for at søge stillingen. 

- Min vision var derfor, at alle patienter skulle have et godt tilbud, og derfor var det meget vigtigt for mig at sikre lighed i sundhed for de psykiatriske patienter i Region Hovedstaden. Det synes jeg vi er kommet rigtig langt med. Vi er ikke færdige, men vi er kommet rigtig langt, siger Peter Treufeldt og slår fast, at han ikke mener, at alle patienter skal have det samme tilbud, men det rigtige.

Et af de centrale elementer i at sikre lighed i sundhed for patienterne er Den Centrale Visitation, som Peter Treufeldt var med til at skabe. Den Centrale Visitation, i daglig tale kaldet CVI, sikrer, at vilkårene for at komme ind i psykiatrien for patienterne er den samme, uanset hvor man kommer fra og hvilken baggrund man har.  


Lighed i sundhed - som kan oversættes til lige vilkår for alle patienter - var et kardinalpunkt for Peter Treufeldt, da han blev ansat tilbage i 2009. 

Et andet vigtigt element i at sikre lige vilkår for patienter i psykiatrien er pakkeforløbene, som primært er for ambulante patienter med lidelser som angst og depression. Dem var Peter Treufeldt også med til at indføre, og de har betydet, at Region Hovedstadens Psykiatri er blevet bedre til at overholde udrednings- og behandlingsretten for patienterne. Succesen med pakkeforløbene og CVI betyder, at næste skridt bliver at udvikle flere pakkeforløb til patienter med psykotiske lidelser. 

- Vores OPUS-teams er et strålende eksempel på, hvor langt man kan komme med psykotiske patienter. De har evidensbaserede standarder, arbejder på samme måde i alle teams og har opnået fantastiske resultater. Det er jeg meget imponeret af, og det må give inspiration til alle, der gerne vil arbejde med standarder i psykiatrien, mener han. 

En af de sidste indsatser Peter Treufeldt har været med til at søsætte er de klinisk-akademiske grupper – også kaldet KAG’s. KAG’s skal indenfor et afgrænset område binde forskning, klinisk arbejde og uddannelse tæt sammen, så det sikres, at forskningsresultater hurtigere bliver omsat til patientbehandling. Det skal udover at skabe bedre behandling også skabe mere ensartet behandling, og dem forventer han sig meget af. 

- Jeg håber, at de bliver foldet ud og man kan opnå det der er hensigten med dem: Nemlig at den faglige ledelse bliver mere betydningsfuld og bliver drivende for vores udvikling. Det ser jeg meget frem til at følge fra sidelinjen. 

Kan se patienterne i øjnene og sige, der er håb

Én ting er behandlingen af patienterne under indlæggelse eller ambulant regi, en anden ting er patienternes mulighed for at komme sig ovenpå deres psykiske lidelse og skabe håb. Den bevægelse hedder recovery, og det er et af eksemplerne på, hvor meget psykiatrien har rykket sig siden han gik ind i faget.

- Jeg husker et møde for 17-18 år siden, da jeg var lægechef på psykiatrisk sygehus i Hillerød. Her var en masse læger samlet for at høre en svensk og en dansk psykolog fortælle om recovery-tilgangen til patienterne. Den svenske psykolog var meget skarp i sine formuleringer og radikal i sin tilgang. Jeg husker, at mange psykiatere sagde, at de slet ikke kunne forestille sig denne radikale recovery-tilgang overfor patienterne, fortæller han og trækker tråde op til i dag: 

- Når man så ser på, hvordan recovery-tilgangen lige så langsomt er blevet taget ind og hvordan vi lige så langsomt har arbejdet systematisk med det, så er jeg stolt over, at vi er nået så langt. Mange af de ting som lægerne korsede sig over dengang er vi jo længst forbi – og vi er faktisk meget længere. Vi kan godt se patienterne i øjnene og sige: Vi tror på, der er håb. Og ikke bare tror på det, vi har en velbegrundet tro på, at der er håb for alle mennesker om et bedre liv. Helt anderledes end det jeg blev opdraget til, da jeg startede som psykiater for 30-35 år siden. 


Recovery-tilgangen til patienterne har udviklet sig meget, mens Peter Treufeldt har været lægelig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri. Her holder han tale om børn som pårørende på Sindets Dag i 2015.

Peter Treufeldt understreger, at han også er særligt glad for, at Region Hovedstadens Psykiatri nu ansætter folk med brugerbaggrund – recovery-mentorer – hvor brugerbaggrunden er deres væsentligste erfaring og at både brugere og pårørende er med i de forskellige foraer, der skal udvikle Region Hovedstadens Psykiatri. Han erkender dog, at Region Hovedstadens Psykiatri ikke er kommet lige så langt med at inddrage pårørende som med at inddrage mennesker med brugerbaggrund. Den udfordring har han været med til at tage hul på i den nye treåsplan.

Skuffelse og ensomhed er også en del af direktørjobbet

Efter et næsten 35 år langt arbejdsliv i psykiatrien ved Peter Treufeldt godt, at de gode historier om psykiatrien ikke altid står i kø – i hvert fald ikke i medierne. Når kritikken kom, har det ofte været ham der har taget ansvar indadtil og været RHP’s ansigt udadtil. Medicinsagen fra Glostrup står her som en af de negative enkeltsager, der har gjort størst indtryk på ham. 

- Under medicinsagen oplevede jeg, hvor ensom man kan blive på sådan en post, når noget går galt. Det er ubehageligt, at være involveret i en konflikt, der bliver udstillet i pressen. Der trækker folk sig lidt. Heldigvis havde jeg gode kammerater i direktionen, fortæller han om Glostrup-sagen der fik massiv omtale i pressen og fyldte meget internt i Regopm Hovedstadens Psykiatri. 

Efter sagen fik han kritik for ikke at have handlet hurtigt nok og fyret de involverede ledere og læger. 

- Nogle gange skal man være rigtig hurtig – også hurtigere end man har lyst til at være. Det synes jeg også, at jeg kan være, men der er nok nogen der synes, at jeg var for langsom i medicinsagen. Jeg blev bebrejdet for det og lærte meget af den sag:

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at lytte og sikre, at nuancer og facetter kommer frem, så dem der skal træffe beslutninger har det bedst mulige grundlag at gøre det på, siger han om sin egen ledelsesfilosofi.  


Når mediernes kritiske overskrifter rammer, kan man komme til at føle sig alene. Men Peter Treufeldt understreger, at han har haft gode kammerater i direktionen.

Peter Treufeldt har selv truffet mange beslutninger som øverst sundhedsfaglige ansvarlige i RHP. Men som vicedirektør i en politisk styret organisation er man samtidig underlagt de rammer som regionsrådet og Folketinget udstikker – også selvom man ikke altid er enig.

- Jeg synes for eksempel, det er en stor fejl, at misbrugsbehandlingen er placeret et sted (kommunerne, red.), som ikke har det sundhedsfaglige som deres primære interesseområde. Jeg har set så mange menneskelige tragedier, som har haft misbrug og psykisk sygdom og som ikke er blevet hjulpet godt nok. 

Generelt mener han, at den manglende sammenhæng mellem regionspsykiatri og primærsektoren, især kommunerne, er en af psykiatriens største udfordringer. Og han lægger ikke skjul på, at kommunernes – i hans øjne – manglende pleje til patienter med vedvarende og langvarige psykiske lidelser er en af de største skuffelser i hans tid som vicedirektør. 

- Vores patienter falder stadig mellem to stole. Og her tænker jeg både på mennesker med svær psykisk sygdom, men også andre med lettere psykiske lidelser. Vi bliver nødt til at få en bedre dialog med vores gode kollegaer i kommunerne og vi bliver nødt til at hjælpe politikerne til at tage de nødvendige diskussioner om, hvordan psykiatrien skal skrues sammen og hvad der skal prioriteres.

Sundhedsplatformen har givet endnu større respekt for kollegaerne

De sidste to år af Peter Treufeldts tid som vicedirektør har Sundhedsplatformen fyldt en del og er derfor også blevet prioriteret højt. Han erkender, at der har været og stadig er store udfordringer – bl.a. med medicinmodulet – i det nye IT-system.

- Jeg er meget imponeret af, hvordan vores klinikere arbejder hårdt for at få den til at fungere og samtidig arbejder meget med potentialerne i den, siger han og peger på, at det kommer til tage ”noget tid” endnu, inden den kommer til at fungere helt optimalt for alle faggrupper. 

- Den kommer til at hjælpe vores læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere osv. lige præcis som den har mulighed for, men det er lidt tungt med udviklingen som den er nu. Det kræver dog også, at flere bliver interesserede i at tage del i udviklingen. Det synes jeg så småt er på vej, men det kommer til at tage noget tid endnu, siger han og opfordrer til, at alle bidrager til debatten om udfordringerne med SP, så vi kan løse dem og komme videre med den.


Peter Treufeldt har som lægelig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri været ansvarlig for Sundhedsplatformen. Her holder han oplæg til dialogmøde om Sundhedsplatformen med regionsdirektør Hjalte Aaberg og regionsrådsformand Sophie Hæstorp.

Udover klinikere er Peter Treufeldt som vicedirektør også kommet tættere på de administrative medarbejdere på Kristineberg og ude på centrene. Nogle har arbejdet med Sundhedsplatformen, mens andre har sørget for den daglige drift. Fælles for dem er, at de har efterladt et meget mere positivt indtryk end det man ofte kan læse i medierne. 

- Det har gjort meget stort indtryk og gør det stadigvæk, hvor fantastisk det er at få lov at arbejde med de administrative medarbejdere her på Kristineberg og ude på centrene. Det gælder økonomer, jurister, journalister – alle mulige. Det har gjort kæmpe indtryk på mig og været en berigelse i mit liv, siger Peter Treufeldt

Mere tid til opera og havearbejde 

Rolig, balanceret, begavet og dannet er nogle af de første ord man møder, når kollegaer skal beskrive Peter Treufeldt. 

-  Jeg er dog sikker på, at der er andre der godt kunne have tænkt sig, at jeg er eller ville have været en mere bombastisk person, men det ærgrer jeg mig ikke over, at jeg ikke er, siger han og konstaterer, at han har været tro mod sig selv og sin egen person i rollen som vicedirektør. 

Roen og balancen i jobbet finder han ved at koble af til opera og havearbejde i fritiden. Han ikke bare lytter, men rejser også efter og oplever opera. Turene er ofte gået til Berlin, Wien, Paris eller en anden europæisk metropol for at dyrke passionen for den over 400 år gamle kunstform. Udover operaen kobler han af ”som så mange andre” gør. 

- Jeg laver havearbejde i mit sommerhus og ser venner og bekendte som alle andre mennesker. Jeg er jo ikke så anderledes end så mange andre. Det der med, at direktøren skulle koble af på en bedre måde end andre mennesker, det tror jeg ikke rigtig på, griner han. 

Peter Treufeldt vil stadig følge med i Region Hovedstadens Psykiatris arbejde fra sidelinjen, når han går på pension. Men i stedet for selv at tage beslutninger, skal han gøre noget af det han også er god til; at lytte.

Den nye tilværelse som pensionist skal udover opera og havearbejde også bruges til at følge psykiatrien fra sidelinjen. Siden 1. september har den nye lægelige vicedirektør, Ida Hageman, fulgt i hælene på Peter og fået en optimal overlevering, inden hun officielt overtager stafetten den 1. december. 

- Jeg kan ikke få øje på et mere interessant job for en psykiater, der gerne vil være med til at præge udviklingen i psykiatrien i Danmark og som har nogle visioner på området. Jeg synes, jeg har nået mine mål og er kommet langt med mine visioner, så nu synes jeg også, at der skal ses på det igen, slutter Peter Treufeldt. 

Officielt går han på pension den 30. november, hvor der også afholdes et større symposium for ham med taler, forelæsninger og reception. Det sker i auditorium O på Rigshospitalet og alle medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri er velkommen. 
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor