Afsnit B204 er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2018: - Forandring kommer nedefra og op

Afsnit B204 på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup har de seneste tre år arbejdet hårdt på at ændre arbejdsgange og højne trivslen blandt medarbejderne. Det har blandt andet resulteret i markant mindre tvang overfor patienterne og meget færre sygedage for medarbejderne, og den indsats har Arbejdsmiljørådet nu belønnet med en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien 'psykisk arbejdsmiljø'. 

Kollegaerne på afsnit B204

Ledende overlæge Nina Staal griner i telefonen på spørgsmålet, om hun for tre år siden havde troet afsnittet ville blive nomineret til en pris for godt arbejdsmiljø. Men Arbejdsmiljørådet har netop offentliggjort, at afsnit B204 på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup er blandt tre nominerede arbejdspladser i kategorien 'psykisk arbejdsmiljø'. 


- Der var ingen af os der havde troet, at vi ville have så vedvarende gode resultater, siger hun mere alvorligt.

Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2018 kåres ved en prisuddeling onsdag den 11. april 2018 på Axelborg i København. Læs mere her.

For tre år siden var arbejdsmiljøet og medarbejdernes trivsel på B204 ganske anderledes end i dag. Afsnittet er et intenstivt døgnafsnit for unge med forskellige lidelser som personlighedsforstyrrelser, OCD, autisme, borderline og skizofreni. Afsnittet har desuden også retslige patienter, og patientgruppen er ofte udadreagerende eller selvskadende, og bl.a. derfor blev der ofte anvendt tvang overfor dem.

Samtidig var sygefraværet blandt medarbejderne højt og arbejdsskaderne mange - alt sammen noget der påvirkede medarbejdernes trivsel og ikke mindst patienternes oplevelse af behandlingen. Det skulle der laves om på, og som ledende overlæge fik Nina Staal sammen med afdelingssygeplejerske Annika Rasmussen til opgave at reducere tvangen og løfte medarbejdernes trivsel. 


- Vi satte tydelige mål og skabte en klar retning for medarbejderne, og så spurgte vi os selv, hvordan vi kan gøre tingene på en anden måde end vi plejer. I starten viste vi som ledere retningen og tog de store beslutninger, men efterhånden gav vi mere ansvar til medarbejderne, så de var med til at finde løsninger på problemerne, fortæller Nina Staal, der når hun kigger tilbage ser medarbejdernes medbestemmelse som en af de vigtigste ting for at skabe et bedre arbejdsmiljø. 

- Forandring skal komme nedefra og op. Det er den vej al forandring sker, siger hun. 

I dag er brugen af tvang på afsnit B204 faldet markant og det samme er medarbejdernes arbejdsskader og sygefravær. For eksempel lå sygefraværet på næsten 14 procent i 2014, men i 2017 var tallet faldet til 2,1 procent. 

Medarbejderne: Vi er blevet gladere for at gå på arbejde – til glæde for patienterne

Blandt medarbejderne på afsnit B204 finder man blandt andre Kirstine Rømer Klingenberg, der er klinisk sygeplejerskespecialist. Hun blev ansat på afsnittet tilbage i 2013 og har derfor oplevet den overgangen fra de gamle måder at gøre tingene på til den nye strategi, hvor medarbejderne er blevet mere involveret i beslutningerne. 

- Generelt har vi en personalegruppe, der nu er glade for at gå på arbejde. Vi er meget stolte af vores arbejde og vores faglighed, siger hun, og peger på, at det ikke kun er medarbejderne der har nydt godt af den ændrede strategi.

- Det handler jo først og fremmest om vores patienter. Jeg tror, at de har oplevet en mere stabil personalegruppe, fordi vi har fået færre sygedage og dermed brugt færre vikarer. Patienter finder meget større tryghed i, at det er det samme personale, de oplever. Samtidig er vores tvangstal faldet markant både i forhold til bæltefikseringer, fastholdelser og medicin, så der må man sige, at de tydeligt har mærket det, fortæller Kirstine Rømer Klingenberg. 

Antallet af tvangsepisoder på B204, herunder bæltefiksering og tvangsmedicinering af patienterne, er faldet fra 544 episoder i 2014 til 71 episoder i 2017. Det svarer til et fald på 87 procent. Nina Staal fortæller, at tilbage i 2015 var hovedmålet blot at reducere brugen af tvang betydeligt, fordi det havde en negativ effekt på patienterne og medarbejderne. Det er i den grad lykkes, må man sige, men som Nina Staal påpeger, så blev effekten af at skabe større værdi for patienterne også, at medarbejderne fik større trivsel. 

-Vi tænkte, at hvis vi fik mindre tvang, så ville vi også få større trivsel og arbejdsglæde, men vi havde ikke regnet med, at effekten ville være så stor som den har været, fortæller Nina Staal.  

Tid, troværdighed og humor er nogle af nøglerne til forandring

Kirstine Rømer Klingenberg har i løbet af forandringen talt med resten af medarbejdergruppen om, hvordan de har oplevet forløbet. Hun mener, at ledelsens troværdighed har været en af nøglerne i forhold til at skabe en bedre arbejdskultur og en højere trivsel blandt medarbejderne. 

- Der kom en ny ledelse ind, som greb tingene an på en anden måde. De tog samtaler med den enkelte medarbejder og spurgte, hvad vi godt kunne tænke os at blive bedre til og hvad vi ideelt set gerne vil bidrage til afsnittet med, fortæller Kirstine, der også peger på en anden ting, som man som medarbejder ofte oplever at have for lidt af.

- Det er rigtig vigtigt, at man har tiden til at lave de ændringer, der skal til. Nogle er gode til noget og andre er gode til noget andet, og nogle skal have længere tid til at forandre end andre, men der har hele tiden været respekt og tid til den enkelte medarbejder, siger Kirstine. 

En ting der er svær at implementere gennem en ny strategi, men som er vigtig for medarbejdernes trivsel, er humor. Og den er i høj grad blevet taget i brug på afsnittet. 

- Vi arbejder med patienter der har det dårligt, og så er det vigtigt at have humor med på arbejde. At man er glad for at gå på arbejde smitter også af på patienterne, siger Kirstine.  

For Kirstine Rømer Klingenberg og resten af afsnit B204 handler det om at bevare det gode arbejdsmiljø, de alle har været med til at bygge op, og Nina Staal er ikke i tvivl om, at det kræver meget arbejde at holde fast. Hun vil samtidig gerne sende nogle gode råd videre til andre afsnit, der måske står i samme situation, som B204 gjorde for bare tre år siden.

- Spørg meget ind til, hvad der foregår på afsnittet. Og lyt og uddeleger ansvar til medarbejderne indenfor et område, du som leder selv har sat rammerne for, slutter Nina Staal. 
Redaktør