Bælter bruges sjældnere i psykiatrien

​Der går stadig længere mellem brugen af bæltefikseringer i psykiatrien i Region Hovedstadens Psykiatri.

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af bæltefikseringer i Region Hovedstaden fortsat falder. Siden den nationale indsats for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien begyndte, er antallet af bæltefikseringsepisoder faldet med 34,7 procent i Region Hovedstaden. Samtidig er antallet af personer, som lægges i bælte reduceret med 26,3 procent. Dermed er psykiatrien godt på vej mod at nå målet om en samlet reduktion på 50 procent, som er målet for indsatsen.

Det glæder regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen:

- Bæltefikseringer er og bliver et voldsomt indgreb særligt for mennesker med psykiske lidelser. Derfor har vi også fra politisk hold fulgt brugen af bæltefikseringer meget tæt de sidste år og i samarbejde med psykiatriens ledelse understøttet personalets arbejde med at få bugt med bælterne. Jeg er glad for at se, at det gør en forskel, når vi løfter i flok. Vi er ikke i mål endnu, men vi har taget et stort skridt på vejen.

I 2014 indgik Region Hovedstaden og de øvrige regioner en partnerskabsaftale med Sundheds- og Ældreministeriet om at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien. Allerede før denne partnerskabsaftale udarbejdede Region Hovedstadens Psykiatri en handleplan for nedbringelse af bæltefikseringer. Den indeholder en række forskellige tiltag, som er blevet afprøvet på psykiatriens centre fx forsøg med bæltefri afdelinger, sanserum, opkvalificering af medarbejdere og nye værktøjer til konfliktnedtrapning.

 Vicedirektør Anne Hertz er glad for at se, at udviklingen mod færre bæltefikseringer fortsætter.  

- Når jeg kommer rundt i organisationen, så kan jeg jo se, at der bliver arbejdet virkelig intenst med det her rundt omkring. Det er flot arbejde. Men vi kan stadig blive bedre. Nu begynder arbejdet med at få udbredt alle de gode indsatser, som er iværksat rundt omkring, når vi i 2017 laver en ny handleplan for nedbringelse af tvang. Det arbejde glæder jeg mig til, siger Anne Hertz.  

Selvom der kun er fastsat mål for nedbringelsen af tvang på nogle områder, så måles og følges alle former for tvang, så man kan sikre, at én form for tvang ikke erstatter en anden. Derfor skal der holdes ekstra godt øje med fastholdelser, som i øjeblikket er stigende, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Vi kan se en lille stigning i antallet af gange, hvor patienter fastholdes af personalet. En del af forklaringen er, man kun skal registrere den mest indgribende tvangsform, så det peger på, at fastholdelserne ikke så ofte ender i en bæltefiksering som før i tiden. Men det skal selvfølgelig følges tæt, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Redaktør