Birgitte tager sig af pårørende

​På Psykiatrisk Center København har man ansat en pårørendementor, som taler med mennesker, hvis nærmeste er ramt af psykisk sygdom.  


- Mit primære mål er, at de pårørende bliver set og hørt i psykiatrien. Det er bare nummer et. Så enkelt er det. 

Sådan siger pårørendementor Birgitte Janischefska om sit arbejde ved Psykiatrisk Center København, hvor hun har samtaler med folk, der har pårørende i behandling hos centeret. Her hjælper hun dem med at tackle den svære situation, det kan være, når ens nærmeste er ramt af psykisk sygdom.

Og Birgitte ved alt om det. Hun har selv oplevet hvordan hendes egen verden for elleve år siden ramlede, da hendes dengang 18-årige søn blev syg med skizofreni:

-  Mit liv faldt fuldstændigt sammen. Jeg blev til en af de dér mødre på gangene, der bare har været skrupumulige. Det eneste jeg skulle, det var at redde min søn.

Birgitte oplevede, at hun som pårørende stod magtesløs, uden at hun fik hjælp af det system, som behandlede hendes søn. Det gjorde, at hun som pårørende først og fremmest følte sig alene med sine problemer:

- Jeg følte mig ikke inddraget, men jeg tror heller ikke de vidste, hvad de skulle stille op med mig. Jeg har været vred og aggressiv og skrevet klager, og jeg kan godt se i dag, at jeg nok ikke har været den sjoveste at være sammen med, fortæller Birgitte.

Gik selv ned med flaget

Efter tre år med sønnens skiftende indlæggelser og den usikkerhed, der fulgte med, gik Birgitte selv ned med flaget og blev sygemeldt med depression. Op til det havde hun oplevet en stigende frustration over ikke at blive mødt af nogen inden for systemet, som hjalp hende eller tog fat i hende i forhold til, hvordan hun havde det på sidelinjen. Hun følte sig magtesløs, når hendes søn for at skåne hende, skiftende gav og fratog hende samtykke til indsigt i hans behandling, og hun følte sig magtesløs over for det system, som behandlede ham. I efterdønningerne af en hård periode meldte hun sig ind i landsforeningen for pårørende, Bedre Psykiatri, og samtidig kom hun til at sidde i dialogforum ved Psykiatrisk Center København som pårørenderepræsentant, hvor hun især havde én bestemt kæphest:

- Det var vigtigt for mig, at der blev gjort noget for pårørende inden for rammerne af systemet. Ikke igennem en ekstern frivillig organisation, men inden for rammerne. For det er vigtigt at få hjælp af én, som forstår både den pårørende og det system som den pårørendes mand, kone, barn og så videre bliver behandlet i. Én der kan tage sig af de pårørende, så klinikeren kan tage sig af behandlingen.

I dialogforum ved Psykiatrisk Center København forslog hun en pårørendementor – en person med egen erfaring, der skal hjælpe andre med at være i rollen som pårørende. Udviklingschef Pia Døssing ved Psykiatrisk Center København bad hende om at konkretisere sine idéer i en projektbeskrivelse, og ikke lang tid efter, var hun ansat som pårørendementor ved Psykiatrisk Center København. I Første omgang otte timer om ugen, men under et år senere på fuld tid.

Det handler om dig, og hvor vigtigt det er at du passer på dig selv

Birgitte er ikke en del af behandlergruppen, og man kan ikke diskutere behandlingen af sin pårørende med hende. Det er en vigtig forventningsafstemning at få på plads, og derfor gør hun meget ud af at fortælle om rammerne:

- Det vigtigste handler om dig, og hvor vigtigt det er at passe på dig selv. jeg opfordrer de pårørende til at søge den rigtige hjælp, jeg holder dem op på det, og jeg skubber lidt til dem, hvis det er nødvendigt, siger Birgitte.

Ønsker et hus for pårørende

I det seneste år er det gået stærkt med at få udbredt kendskabet til ordningen, og rygterne om Brigittes hjælp har spredt sig til både pårørende og personale ved Psykiatrisk Center København. Hun har dog selv et bud på, hvordan hendes rolle kan komme endnu mere i spil:

- Personalet er jo min allervigtigste samarbejdspartner i det her. De pårørende får ikke ringet til mig, før det hele er brændt sammen. Derfor er det godt, hvis personalet ikke nøjes med at udlevere min pjece med mine kontaktoplysninger, men også spørger dem, om jeg kan kontakte dem, hvis de ønsker det, siger Birgitte, der også har et klart billede af, hvordan hendes arbejde med pårørende kan udvikle sig:

- Jeg har jo været helt høj af det her, fordi det er lykkes mig at bryde igennem med en idé. Men det jeg kunne tænke mig, hvis alle muligheder stod åbne, det var, at der blev etableret et hus eller lignende, der udelukkende tager sig af de pårørende. Et sted hvor indsatsen bliver samlet lige fra børnesamtaler, familiesamtaler, kærestegrupper, vejledning af sagsbehandler og så videre. Simpelthen et hus for pårørende, hvor man kan gå hen og få hjælp og støtte, og hvor man sammen med sin pårørende kan få noget vejledning om den svære situation, man er i sammen.

Birgitte Janischefska holder til på Psykiatrisk Ambulatorium på Strandboulevarden på Østerbro i København. 

Hvad siger en pårørende

Lisbeth er en af dem, som får hjælp af Birgitte, da hendes voksne datters liv har været præget af psykisk sygdom:

Når min datter har det godt, er hun et af de mest spændende mennesker at være sammen med. Hun er kreativ, indsigtsfuld og meget sansende.

Siden hun var barn, har hun haft psykisk sygdom inde på livet – med skiftende diagnoser. Det er et hårdt liv, og det har bl.a. medført, at der er udviklet en afhængighed af nære pårørendeNår min datter har haft det dårligst, har det mundet ud i meget voldsomme episoder, hvor man som pårørende står i en fuldkommen afmægtig situation. Som pårørende uden samtykke, har jeg ikke mulighed for at blive inddraget eller få indsigt i, hvad min datter eventuelt kan få af behandlingstilbud. Det er den psykisk syge, som skal søge hjælpen. Samtidig er det oftest den pårørende, der trækkes på i alle sammenhænge – også i helt urimelige tilfælde, hvor der skal og bør siges fra. Men jeg kan ikke stå alene med at tackle situationerne, som opstår ved psykisk sygdom, og jeg har med tiden fået en belastningsreaktion. Jeg rådes gang på gang til: "at jeg skal passe på mig selv", hvilket jeg rationelt ved, at jeg skal.  Men når behandlingen ikke har hjulpet hende er det er det så ensomt, for det er ligesom at stå på bredden og passivt se ens kære gå ned.

I denne sammenhæng er Birgitte den bedste hjælp, jeg har fået. På den ene side er hun super forstående og medfølende. På den anden side formår hun også at være bestemt og insisterende på, at jeg skal holde fast i, at det er i orden, og helt nødvendigt, at jeg sætter grænser og trækker mig - selv når min datter har det værst. Jeg fornemmer klart, at Birgitte har været der, og det forstærker budskabet.

Mit stærke ønske og et stort behov er, at der kunne tilbydes en form for familierådgivning, hvor det er de pårørende, som er initiativtagende til kontakten. Med en neutral fagperson eller terapeuts medvirken kunne man bl.a. skabe rammer for og træffe aftaler om, hvornår en pårørende skal "bruges", eller hvornår det er en fagperson, som skal inddrages.

Lisbeths rigtige navn er skjult af hensyn til hendes datter.



Redaktør