Budget 2016: Mere specialiseret psykiatri

Et stort flertal i regionsrådet underskrev​ i september budget 2016. Aftalen betyder blandt andet en styrkelse af flere specialiserede tilbud i psykiatrien med sengepladser og opnormering. Fokus er stadig på recovery og nære tilbud, ligesom psykiatriens erfaringer med brugerinddragelse skal udbredes.​

Den endelige aftale om budget 2016 faldt på plads i slutningen af september. Allerede før de politiske drøftelser, stod det klart, at budgettet ville blive påvirket af de stigende medicinpriser, og at der derfor skulle findes omkring 500 millioner kroner gennem effektiviseringer på hospitalerne i 2016.

De 225 millioner blev fundet før sommerferien - psykiatriens andel var på knapt 35 millioner.

I RHP vil det betyde besparelser på administrationen, omdannelse af femdøgnsafsnittet for neurorehabilitering til et ambulant tilbud og en rammebesparelse, som skal sikres gennem en klarere fordeling af kommunale og regionale opgaver. Den besparelse skal ske under hensyntagen til patienterne.

Læs mere: Psykiatrien skal også spare

Trods det stramme budget har partierne alligevel prioriteret en styrket indsats på en række områder i Region Hovedstaden. Også i psykiatrien.

Flere senge og personale
På Psykiatrisk Center Sct. Hans vil partierne bruge 11 millioner kroner på varig opnormering af 10 retspsykiatriske senge for at skabe grundlag for bedre behandlingsmiljø for patienter og personale både på Sct. Hans og på de andre almene psykiatriske sengeafsnit i psykiatrien, som nu kan se frem til færre retspsykiatriske patienter.

Der er også enighed om at styrke behandlingen af patienter med spiseforstyrrelse. Derfor oprettes fire nye intensive senge på Psykiatrisk Center Ballerup. Den årlige bevilling er på otte millioner kroner og skal sikre, at flere svært syge patienter får adgang til at få intensiv behandling i direkte tilknytning til de eksisterende specialtilbud til patienter med spiseforstyrrelser.

Derudover er der bevilget 0,9 millioner kroner til at etablere et ekstra ydernummer (deltid) til psykiatrisk speciallægebehandling på Bornholm fra 2016 og frem.

Samarbejdet mellem region og kommuner skal også styrkes. Derfor har partierne afsat 5,25 millioner kroner til etablering og drift af Psykiatriens Hus. Huset etableres i samarbejde med Københavns Kommune og skal styrke det tværsektorielle arbejde mellem region og kommuner. Erfaringerne herfra kan på længere sigt udbredes til andre dele af regionen.

Gadeplansteamet i Region Hovedstadens Psykiatri videreføres også i det nye budget.

Systematisk brugerinddragelse på dagsordenen
En vigtig indsats i den kommende budgetperiode er den systematiske indsats for at inddrage patienter og pårørende helt ind på ledelsesgangen. Fremover skal alle hospitaler, med psykiatrien som forbillede, inddrage patienter og pårørende i udviklingsarbejdet på øverste niveau.

Direktør i RHP Martin Lund er tilfreds med, at psykiatrien trods et stramt budget bliver prioriteret.   

- Jeg er glad for, at regionspolitikerne nævner, at medarbejdere og ledere i Psykiatrien leverer gode resultater, og jeg er da også stolt over, at vores initiativer på brugerinddragelses-området har vagt opsigt og nu skal udbredes til regionens øvrige hospitaler.

- Jeg synes også, at regionsrådspolitikerne med budgettet for 2016 viser, at de er opmærksomme på det krydspres mellem kvalitet, arbejdsmiljø og effektiv ressourceanvendelse Psykiatrien befinder sig i, siger Martin Lund. ​

Læs mere: Stort flertal bag budget 2016​

Redaktør